23. okt. 2022

Min vej til faget: Annethia er både skuespiller og kirketjener

Annethia Lilballe er skuespiller og giver liv til stærke historiske kvinder. I øjeblikket er det Karen Blixen. Men hun er også kirketjener på fuld tid i Holmens Kirke i hjertet af København.

Min vej til faget
Billede til nyheden Min vej til faget: Annethia er både skuespiller og kirketjener
Annethia Lilballe turnerer med storytelling om Karen Blixen

Måske har du set Annethia Lilballe som skuespiller på tv. Hun har blandt andet medvirket i Bryggeren, Forsvar og rollespilsserien BARDA. Det kan også være, du har set hende i filmene Familien Gregersen og Klatretøsen.

Annethia Lilballe blev uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole 1988-1992. Hun har hele livet gået sine egne veje. Senest nu, hvor hun kombinerer et fuldtidsjob som kirketjener med storytelling i rollen som Karen Blixen, ofte i kirker rundt om i landet.

Hun kan i år fejre 30-års jubilæum som skuespiller, mens kirketjenerfaget er af nyere dato. Men begge dele er valgt med hjertet.

Tog rundt til kirkerne

Næsten alle skuespillere har perioder, hvor de ikke har job. Derfor giver det god mening at lave noget andet ind imellem engagementerne. Og jobbet som kirketjener blev aktuelt i kølvandet på skæbnehistorierne om de stærke kvinder.

- Jeg havde fået nogle støttekroner, og manglede et spillested. Der viste sig en mulighed i Sionskirken på Østerbro. Lige pludselig stod jeg i et rum, hvor jeg kunne lave skæbnehistorier, og hvor de perfekte omstændigheder er til stede. Jeg fik lyst til at blive kirketjener, og blev tilknyttet som vikar i kirken. Senere kunne jeg også bidrage som vikar i Godthåbskirken, fortæller Annethia Lilballe.

Hun rejser rundt i landet og optræder som Storytelleren Karen Blixen - med tilladelse fra Rungstedlundfonden, og besøger kirker og også gerne kirketjenere i kirkerne. Hun blev anbefalet til Holmens Kirke, og fik først en tidsbegrænset stilling, der senere blev vekslet til jobbet som 1. kirketjener i Holmens Kirke.

Kirkerummet fascinerer

Annethia Lilballe der i daglig tale kalder sig ved dåbsnavnet Anne har en stor kærlighed til kirkerummet, og med jobbet i Holmens Kirke har hun en af de smukkeste arbejdspladser i Danmark.

- Jeg elsker at vedligeholde det smukke kirkerum med de mange flotte materialer, unikke kunstværker og fine detaljer. Holmens Kirke er egentlig en meget enkel kirke, og jeg bliver glad, når jeg træder ind. Det er også en kirke, hvor man føler historiens vingesus, siger Annethia Lilballe.

- Kongehuset bruger kirken. Det samme gælder Folketinget, når vi bl.a. har kirkeministerens julekoncert og flagdag. Vi arbejder i Slotskirken, når der er Folketingets åbning hvert år. Vi har også et fantastisk musikliv. Vi kan være 600-700 mennesker til koncert. Så fyldes rummet med mennesker og fantastisk musik, og når musikere og gæster er gået, er her helt stille igen.

- Men den største fornøjelse er dog at holde kirkerummet og tænke, at det bruges til forkyndelse. Jeg tror, det er vigtigt for alle scenekunstnere, at der er et positivt budskab bag, det man er med til at skabe. Og for mig giver budskabet i kirken rigtig god mening. Jeg er glad, når jeg medvirker enten som kirkekordegn ved alteret, læser ind- og udgangsbønnen og deler nadver ud, eller som kirketjener i våbenhuset og forbereder kirken til de kirkelige handlinger, hvor præsten forkynder ordet i så smukke omgivelser.

Vil du have besøg af Karen Blixen?

Har du fået lyst til at høre mere om Annethias kunstneriske projekt som Storytelleren Karen Blixen? Måske din kirke kunne have lyst til at få besøg af Karen Blixen.

Annethia optræder løbende på spillesteder og i kirker rundt om i landet, og hun er gæst ved foreningsarrangementer, festivaler og lignende. I år kan du nå at opleve Annethia som Karen Blixen den 3.11. på Fuglsang Gods og 16.11. hos “Dameklubben” i Haslev. I 2023 er hun gæst hos Blixen-Klubben i Tårnby den 10. 1. For flere optrædener i 2023: Se hjemmesiden visioncraft.dk og FB/ Skæbne Historier. Kontakt: mail@visioncraft.dk

Relaterede nyheder