21. apr. 2026

Skal alterblomster være friske? Bæredygtighed udfordrer traditionerne i kirken

Flere kirketjenere stiller i dag spørgsmål ved, om friske alterblomster altid er nødvendige. Med fokus på bæredygtighed og Grøn Kirke vokser interessen for lokale og tørrede alternativer.

Billede til nyheden Skal alterblomster være friske? Bæredygtighed udfordrer traditionerne i kirken
I foråret kan du med fordel klippe et par grene af den smukke forsythia, hvis I har en på kirkegården.

Hvordan kan du som kirkefunktionær skabe en smuk alterudsmykning året rundt uden at gå på kompromis med klima og kvalitet?

Diskussionen om alterblomster er ikke ny, men den har fået fornyet aktualitet i takt med kirkens grønne omstilling. Traditionelt har friske blomster været en fast del af udsmykningen, men spørgsmålet er, om det stadig giver mening i en tid, hvor klimaaftryk og sprøjtegifte fylder mere i bevidstheden.

Traditioner møder bæredygtighed

Ifølge Højmessevejledningen fra maj 2025 er kravet til alteret klart: Der kan sættes friske blomster eller grene på alteret. Men er det et krav eller en mulighed?

Det åbner for en vigtig faglig og praktisk drøftelse: Hvad er formålet med alterudsmykningen? Er det friskheden i sig selv, eller er det det æstetiske og symbolske udtryk?

Når blomster importeres fra Afrika og andre fjerne egne, er det ofte forbundet med både transportudledning og brug af sprøjtegifte. Det står i kontrast til ambitionerne i Grøn Kirke og Folkekirkens arbejde med bæredygtighed.

Tørrede blomster vinder frem

Flere steder har kirketjenere og gravere allerede taget skridtet og arbejder aktivt med tørrede buketter. Planter som hortensia, allium, gyldenris og eukalyptus egner sig godt til tørring og kan skabe både smukke og holdbare udtryk.

Fordelene er til at få øje på: Du sparer ressourcer, mindsker affald og får materialer, der kan bruges over længere tid. 

Sæsonens grene som alternativ

I vintermånederne kan det være en udfordring at finde friske blomster lokalt. Her kan grene være et oplagt supplement.

Forsythia, ribes, magnolia, mirabelle, kirsebær og andre frugtgrene er gode eksempler på materialer, der kan give liv og farve til alteret i foråret.

Sådan bruger du kirkegårdens egne materialer

Hvis du vil arbejde mere bæredygtigt med alterudsmykning, kan du med fordel tage udgangspunkt i kirkegårdens egne ressourcer:

  • Brug afklip fra beskæring af buske og træer

  • Tør blomster og frøstande fra sommer og efterår

  • Indsaml materialer løbende og opbyg et lager

  • Kombinér friske grene med tørrede elementer for variation

  • Tænk i enkle, naturlige udtryk frem for store buketter

Har din kirke erfaringer med bæredygtige alterblomster? Del dem gerne med dine kolleger i Danmarks Kirketjenerforening, så vi sammen kan udvikle gode, grønne løsninger.

Uddrag fra Højmessevejledningen maj 2025

”Alterbordet skal under gudstjenester og kirkelige handlinger være forsynet med følgende autoriserede udgivelser: Bibel, Ritualbog, Alterbog og Salmebog. Bruges der i kirken Tillæg til Alterbog eller salmebogstillæg, skal de ligeledes findes på alteret.

Alterbordet bør være dækket med en dug. Der skal være to alterlys, der er tændt under hele gudstjenesten. Langfredag tændes lysene ikke, undtagen under eventuel nadver. Friske blomster eller grene kan sættes på alteret. Alterbordet bør fremstå rent og uden overflødige genstande.”

Se vejledningen her

Relaterede nyheder