Ved at benytte denne hjemmeside www.kirketjener.dk accepterer du, at Danmarks Kirketjenerforening behandler dine personoplysninger i henhold til denne datapolitik.

Nyheder

Kirketjenerne 02 min vej til faget Lars BJobbet som kirketjener indebærer mange praktiske opgaver. Foto: Privatfoto


Min vej til faget: Præst i Frelsens Hær blev kirketjener

Af:Karin Skolnik

Lars Barslev var præst på fuld tid i 9 år i Frelsens Hær. Der kom en ny ledelse, og deres veje skiltes. Men det førte til jobbet som kirketjener.

Lars Barslev er døbt, konfirmeret og gift i Horsens Klosterkirke. Og siden 1. maj 2015 har han været kirketjener i kirken. Et job, som var et naturligt valg med en baggrund i Frelsens Hær.

- Jeg startede på 3K-uddannelsen på Diakonhøjskolen i Århus, da jeg ikke mere skulle være præst i Frelsens Hær. Som en del af uddannelsen skulle jeg i praktik, og det lå lige for med praktik i Horsens Klosterkirke, fortæller Lars Barslev.

- Senere blev jeg fastansat som vikar, og så blev der en stilling ledig som kirketjener i kirken. Den søgte og fik jeg. Det var naturligt for mig at søge et job, der passer til min kristne overbevisning.

Folkekirken har en lidt underlig lagkageform

Der er ikke så mange forskelle i forhold til at arbejde i Frelsens Hær og i Folkekirken, mener Lars Barslev. Men han synes dog, at Folkekirken er meget mere styret af bestemte regler. Og han skulle lige vænne sig til Folkekirkens lidt underlige lagkageform, som han betegner det.

- De første par år undrede jeg mig over, hvor ens opbygget gudstjenesterne er. Der skal være læsning, børn og salme i et helt fast mønster. Det er jeg slet ikke vant til i Frelsens Hær, hvor vi selv bestemmer antallet af salmer, rækkefølge osv.

Jeg kan bruge min erfaring

Frirum, medbestemmelse og ansvar er de betegnelser, Lars Barslev vil sætte på arbejdet som kirketjener.

- Jeg kan bruge meget af min erfaring fra mit tidligere job. Den måde, man møder mennesker på for eksempel. Man har i Frelsens Hær med mange forskellige mennesker at gøre – lige fra hjemløse til rige mennesker, samt børn og unge. I Frelsens Hær havde jeg gudstjeneste hver søndag, og jeg skulle selv lave regnskab, gøre rent, skovle sne osv. Og jobbet som kirketjener indebærer jo også en række praktiske opgaver.

- Desuden har jeg nogle kompetencer, som mange andre kirketjenere måske ikke har. Fra min tid i Frelsens Hær har jeg for eksempel erfaring med at se ansøgninger igennem. Når man har rutine i det, så ved man også, hvad man skal se efter. Kordegnen i Horsens Klosterkirke har spurgt, om jeg vil se ansøgninger igennem. Og det vil jeg naturligvis gerne. Det er rart at kunne bidrage.

Har nu et job på halv tid oveni

Det seneste år har Lars Barslev haft et lønnet fritidsjob på halv tid hos Frelsens Hær. Det er hans arbejdsgiver i Horsens Klosterkirke indforstået med.

- Hver anden søndag er jeg kirketjener, og hver anden søndag holder jeg gudstjeneste i Frelsens Hær. Det kan godt hænge sammen, så jeg har sagt ja til at fortsætte et år mere på halv tid i Frelsens Hær.

- Naturligvis er det at være kirketjener mit primære job. Og hvis der er sammenfald, så må det andet vige. Men foreløbig går det fint, og jeg trives rigtig godt begge steder, slutter Lars Barslev.

 

 

 

Facebook