Ved at benytte denne hjemmeside www.kirketjener.dk accepterer du, at Danmarks Kirketjenerforening behandler dine personoplysninger i henhold til denne datapolitik.

Årsberetninger

Årsberetning 2012

2011 har været et lidt stille år. En periode mellem overenskomstforhandlinger, men dog alligevel en periode med masser af arbejdsopgaver og udfordringer.

Vi vil traditionen tro mindes de kolleger, som vi har mistet siden sidste generalforsamling.

Vi vil ære:
Charlotte Mikkelsen, Hellebæk Kirke
Jørgen Nyholm Hansen, tidligere Nr. Tranders Kirke, Aalborg
Christian Brande Jensen, tidligere Dragør Kirke
Ære være deres minde.

I Danmarks Kirketjenerforening er vi i dag 574 medlemmer. Der er 320 kvinder og 254 mænd. Antallet sidste år i maj var i alt 589 medlemmer.

Vi har været flere medlemmer end nu og vi kan blive det igen. Hvorfor medlemstallet er dalet en smule, er ikke til at gætte på, men jeg tænker at finanskrise og nedskæringer i stillinger kan have en indvirkning.  Det er bedst, når vi kan stå mange sammen og stå stærkere. Endnu flere kirketjenere skal have kendskab til deres faglige organisation, i sær når de er nye i jobbet - tak til alle, der er medvirken til det.

Det er dejligt at se, at nogle af Jer, som er nyansatte også har fundet vej til årskurset. I skal være meget velkomne, og vi håber, at I vil falde godt til i blandt os, og ikke mindst på Jeres arbejdspladser.

Løn:

Med virkning fra 1. april 2012 fik alle en generel lønforhøjelse svarende til 1,3 pct. pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2011. Forhøjelsen var lidt mindre end de 1,67 pct., vi var lovet i forbindelse med OK11. Lønudviklingen for statsansatte er knyttet sammen med lønudviklingen i den private sektor via den såkaldte reguleringsordning. Lønudviklingen for de privatansatte, har desværre på grund af krisen været lavere, end vi forventede, da overenskomsten blev indgået.

Den 31. marts blev grundbeløbet nulstillet, dvs. at det fra denne dato ikke længere hedder grundbeløb 1. oktober 1997, men 31. marts 2012. Ny intervalløn for overenskomstansatte hedder herefter mellem 249.025 - 321.112 kr. årligt.

Lokallønspuljeaftaler for 2010 blev udmøntet og resulterede i, at alle tjenestemandsansatte kirketjenere i lønramme 9 blev personlig omkvalificeret til lønramme 10. Der var i alt en pulje på 104.576,57 kr. til fordeling.

OK 13

Bestyrelsen har løbende siden sidste overenskomstforhandling haft overenskomstforhandling 2013 – herefter kaldet OK13 - på dagsordenen på bestyrelsesmøderne, så ideer og forslag kunne sættes på papir.

 

OAO skal i forbindelse med OK 13 have de generelle krav indsendt senest 31. august. Jeg tror, at det er vigtigt i disse tider, at gå efter generelle lønstigninger, så alle kan få glæde af de få midler, der er at gøre godt med. Vores krav ved sidste overenskomstforhandling var; generelle lønstigninger, yderligere 1 uges betalt barselsorlov, feriegodtgørelse forhøjes fra 1,5 til 2 %, omsorgsdage for alle, karensperioden ved pension nedsættes. Kun den generelle lønstigning slog igennem, da der jo som sagt og skrevet, ikke var så meget at komme efter. Bestyrelsen skal på førstkommende møde endeligt beslutte, hvilke krav der indsendes.

Organisationsaftalen:

I forbindelse med OK13 skal organisationsaftalen også forhandles, dette sker i 4 ugers vinduet, når hovedpunkterne i Fællesoverenskomsten er på plads.

Ved sidste forhandling endte vi i en videreførelse af den ”gamle” organisationsaftale.

Et uvilligt lønudvalg i sidste lønforhandlingsinstans, gentagelse af krav fra 2011, samt et krav om henvisning til uddannelsescirkulæret i organisationsaftalen er eksempler på de krav, der bør fremsættes.

Lønforhandlinger:

Vi har haft historiens anden årlige lønforhandling og har igen høstet en masse erfaring. Det har været spændende og lærerigt, for bestyrelsens nedsatte lønudvalg.

På nuværende kan jeg ikke afsløre hvad gennemsnitsresultatet blev. Lønforhandlingerne er desværre ikke færdige. Henrik Rønne valgte at udtræde af bestyrelsen og dermed lønudvalget, og efterlod desværre en del arbejde med at færdiggøre forhandlingerne.

Nogle har fået, hvad de ønskede, andre har måttet nøjes med mindre og så er der dem, hvor vi ikke har haft held til at forhøje lønnen. Jeg ved, at I desværre ikke alle er tilfredse med lønforhandlingernes udfald, tænk positivt og lad os glæde os over muligheden for at kunne forhandle løn. Vi skal ikke glemme, at alle får de generelle overenskomstbestemte lønstigninger. Så selvom at menighedsrådene ikke stikker dybt i lommerne, så står man altså ikke fast lønmæssigt. Pr. 1. april 2012 betyder det, for den lavstlønnede kirketjener på fikspunktet, en årlig lønstigning på 3.250 og det er da alligevel ikke at stå fast lønmæssigt.

 

 

Uddannelse:

I foråret har kurserne ”Praktisk Kirketjeneste” været afholdt uden kursusledere. Jeg havde selv fornøjelsen af at byde vores nye kollegaer velkommen, i første omgang sammen med Jan Bräuner. En mappe skal nu udgøre det for kursusledere på det første kursus. Ved velkomsten søndag aften vil vi stadig bestræbe os på, at der en repræsentant for foreningen. Det er ved at være lidt svært at holde styr på tropperne, for der er ikke længere ”rene” kirketjenerhold og vi kan ikke sikre os mod, at der ikke smutter en kirketjener på et kordegne- eller graverhold længere eller omvendt..

 

Desværre er der enkelte af de allerede udviklede efteruddannelses kurser der står for at falde for 3 års reglen. Dvs. at kurset ikke er gennemført i 3 år pga. manglende tilslutning. Det er rigtig ærgerligt, at godt arbejde skal gå til spilde. Gå ind på hjemmesiden eller kig i bladet, om der skulle være et kursus eller 2 som der kunne være interessant. Ideer til, hvad der kan få Jer til at tage på kurser, modtages gerne på hjemmesidens forum.

I efteråret blev der åbnet for ansøgning af midler fra Kompetencefonden. Kirketjenere søgte midler for 236.433 kr. Desværre kunne kun 77.441 kr. fordeles, så ikke alle ønsker kunne efterkommes. Der har været store problemer med at få meldt beløbene fra SCK til Ministeriet ud, men nu skulle det være på plads og ansøgere får snarligt besked om udfald.

 

 

Tillidsrepræsentanter:

Der blev afholdt kursus for tillidsrepræsentanterne i november måned. Det var tre spændende, lange og lærerige dage, hvor vi kom rundt om både det faglige, det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Der blev iscenesat møde med et menighedsråd (dvs. bestyrelsen spillede menighedsråd), hvor tillidsrepræsentanterne kunne afprøve lidt af det tillærte.

Bestyrelsen vil afholde minikurser for tillidsrepræsentanterne i forbindelse med efterårets stiftsmøder, evt. mere end eet stifts tillidsrepræsentanter sammen. Vi mener dog også stadig, det er vigtigt at holde fast i det årlige kursus. Tillidsrepræsentantordningen er stadig ny og en tradition skal opbygges, så det er fortsat vigtigt, at I medlemmer bruger tillidsrepræsentanterne.

En tak skal der lyde til Jer tillidsrepræsentanter, fordi I har lyst til at gøre en forskel for Jeres kollegaer.

Blad og Hjemmeside:

Vi fortsætter med at arbejde med og udvikle vores to informationsplatforme: hjemmeside og blad og i det forløbne år har vi opdateret og lagt en lang række gode og relevante informationer ud på vores hjemmeside, som vi hele tiden søger at udvikle og udbygge med endnu flere informationer, som vi mener, vores medlemmer kan have glæde af. Vi håber derfor også, at I jævnligt kigger forbi og opfordrer jer eventuelt til at have siden som startside – evt. på jeres arbejds-pc.

På samme måde har vi ligeledes udviklet vores medlemsblad, som vi regner med fremover vil udkomme ti gange om året. Vi har lyttet til de gode idéer, vi fik sidste år. Derfor bringer vi jævnligt en kollegahistorie, så vi kan lære af hinanden og høre, hvordan andre har deres arbejdsdag og tilrettelægger deres arbejdsliv. Vi bringer også løbende vigtige informationer og andre historier, som vi mener, I kan have glæde af.

Men såvel hjemmeside som medlemsblad er til for vores medlemmer, så vi hører meget gerne fra jer med gode idéer til emner og historier. Har I ikke selv mod på at skrive indlæg til bladet, er I også meget velkomne til at kontakte os, så er vi gerne behjælpelige med den del.

Vi håber I vil gøre brug af vores medier!

I løbet af sidste efterår kom der en opfordring til medlemmerne, om at gå på hjemmesiden og sende opdatering af medlemsoplysninger, da vores kartotek trængte til nye informationer især om løn og timeantal. DET GØR VI STADIG. Spørg nabokirketjeneren, kollegaen og kirketjener-facebookvennerne, om de har været inde og opdatere. Jeg regner selvfølgelig med at alle deltagere på årskurset har været inde og opdatere medlemsoplysningerne, før eller samtid med, at I tilmeldte Jer årskurset. Ellers kan jeg kun kigge ned i salen med en løftet pegefinger J

Det er svært for os først og fremmest at få kontakt til jer og dernæst at give den bedste bistand, hvis det er gamle u opdaterede oplysninger, vi har i kartoteket.

Økonomi:

 

Foreningens økonomi er sund og regnskabet for 2011 viser et overskud på 208.771,00 kr. (og ikke som der stod i beretningen i bladet 201.960,08 kr.) Her tilkommer de 116.000 kr. hensat til sekretariatssamarbejde. Forretningsføreren vil selvfølgelig komme ind på de nærmere detaljer.

Bestyrelsen fremsætter ikke forslag om kontingentforhøjelse.

Sekretariatssamarbejde:

På sidste generalforsamling bad bestyrelsen, at få Jeres tilkendegivelse, om hvorvidt medlemmerne støttede vores fortsatte arbejde for at oprette et sekretariatssamarbejde. Som I nok husker, fik vi positiv respons, hvilket vi er glade for.

Vi har forhørt os ved flere af organisationerne om gensidig interesse og vi har i bestyrelsen gjort os tanker om, hvem vi kunne se et samarbejde med. Vi kunne se os med flere. Nogle af organisationerne synes desværre ikke at tiden var inde - vi fortsætter dog det gode samarbejde på formandsplan og det afvises bestemt ikke, at der engang i fremtiden kan blive tale om sekretariatssamarbejde mellem flere af organisationerne.

FAKK - Forbundet af Kirke og Kirkegårdsansatte - viste stor interesse og vi gik i dialog. Det er blevet til en del møder med forventningsafstemning og planlægning af det videre forløb. På det sidste har forhandlingerne haft mere formel karakter. Samarbejdsaftale og bilag om serviceydelser er forhandlet og gennemarbejdet i samråd med OAO. Det forventes at samarbejdet træder i kraft den 1. august d.å.

Selvfølgelig sker en så stor omvæltning ikke natten over. Der er meget der skal forberedes og indarbejdes i et allerede bestående sekretariat. Medlemskartotek, arkiver og arbejdsgange skal konverteres og ændres, så vi kan få et harmonisk sekretariat.

Vi ser en stor fordel i sekretariatssamarbejdet med FAKK. Vi har, udover fælles centralorganisation (OAO), også forholdsvis ens ansættelses- og arbejdsopgaver. Godt nok skal en kirketjener ikke grave gravene, men forskellighederne er ikke mange.

For det enkelte medlem vil det også betyde en forandring. Fremover kan og skal medlemmerne i Danmarks Kirketjenerforening ringe til ”Sekretariatet”, som det fælles sekretariat allerede er navngivet.

Lønforhandlingerne, der har tæret godt på bestyrelsen (men sikkert også på et par af medlemmerne), skal primært varetages af sekretariatet. Jeg tror fuldt og fast på, at det vil gøre forhandlingerne mere smidige og hurtigere færdige, når de er samlet et sted med få involverede personer, der tilmed kan give medlemmerne en bedre tilbagemelding.

Nu tænker I måske, at bestyrelsen bliver arbejdsløs og hvad med formandens frikøb. Jeg tænker, at der skal mere til end et sekretariatssamarbejde, før det sker. Jeg har selv tænkt, at en god del af mit frikøb skal bruges på sekretariatet. Der bliver nok at gå i gang med og der vil nok gå en rum tid før aflastningen slår igennem.

Bestyrelsen skal fortsat varetage det fagpolitiske, i form af overenskomstforhandlinger, andre forhandlinger vedr. ansættelses- og arbejdsvilkår, div. udvalg og arbejdsgrupper i og under Ministeriet for Ligestilling og Kirke, OAO, SCK og lign. Bestyrelsen vil også stadig være en del af det rådgivende team og det er slet ikke udelukket, at det er en af os, der kommer ud til en forhandling eller lign.

Vi vil senere på året præsentere sekretariatet og dens medarbejdere i bladet, ligesom de mere praktiske informationer også vil komme senere.

Juleaften - åh hvor er du sød:

Tiden går stærkt og inden vi ser os om indhenter julen os. Måske nogen af Jer har haft snakken om, hvorvidt man skal arbejde juleaftensdag og nytårsaftensdag, hvis denne falder på ens faste fridag.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke udsendte i starten af januar et nyhedsbrev om emnet. Flere af de faglige organisationer, er ikke helt enige i ministeriets tolkning og udmelding. Der indledtes forhandling, men i skrivende stund, er forhandlingen gået i stå. Ministeriet for Ligestilling og Kirke har formentlig meget travlt i tiden. Vi vil selvfølgelig informere, når vi kender udfaldet.

Der har efterfølgende været et enkelt møde, der end ikke resulterede i forhandling. Ministeriet for Ligestilling og Kirke indkalder til møde med alle de relevante faglige grupper.

Jeg vil runde beretningen af og sige tak for mit andet år som formand, jeg har lært en masse, både om foreningen og om mig selv. At få foreningsarbejdet og privatlivet til at gå op i en højere enhed er en svær balancegang, men jeg synes nu faktisk det går meget godt.

TAK til alle vores samarbejdspartnere, ikke mindst FAKK, Dan Richardsen, kursusledere og tillidsrepræsentanter. Tak for Jeres loyalitet og engagement i arbejdet for Danmarks Kirketjenerforening og dens medlemmer.

Helene Devantié og Bestyrelsen.

MØDEKALENDER (NÆSTE 6)

21 sep 2020
14:00 - 18:00
Stiftsmøde Viborg
21 sep 2020
19:00 - 22:00
FAKK Delegeretmøde
22 sep 2020
10:00 - 15:00
Hovedbestyrelsesmøde Serviceforbundet kl. 10-16.00
05 okt 2020
11:00 - 15:00
Stiftsmøde Roskilde/Lol. Falster
05 okt 2020
15:00 - 18:00
Stiftsmøde Fyn
07 okt 2020
09:45 - 15:15
Folkekirkens brancheudv.

Besøg a-kassen ...

min-a-kasse

Billeder fra Årskursus 2019

Facebook