Ved at benytte denne hjemmeside www.kirketjener.dk accepterer du, at Danmarks Kirketjenerforening behandler dine personoplysninger i henhold til denne datapolitik.

Referater fra årskurser

Årskursus på Hotel Nyborg Strand, den 14. til 16. juni 2011

 

dsc_0481

Tirsdag den 14. juni

Kl. 14.30 åbnede formand Helene Devantié årskurset og fanen blev båret ind under "Der er et yndigt land".

Kl. 15.30 blev der afholdt stiftskredsmøder.

Generalforsamling i den Gamle Begravelseskasse, tirsdag den 14. juni 2011 kl. 16.30 på Hotel Nyborg Strand, med følgende dagsorden:

1. Beretning ved formanden
2. Indkomne forslag
3. Aflægning af regnskab ved forretningsføreren.

Der var 1 fremmødt: Kristen Sørensen. Desuden deltog Erik Kobbersmed, Pernille Wilby, Jytte Øhlenschlæger, Gert Schmidt, Helene Devantié og Hans Henrik Christensen

Ad 1. Helene Devantié bød velkommen og aflagde kort beretning.
Ad 2. Ingen.
Ad 3. Kasserer Gert Schmidt fremlagde regnskabet, der blev godkendt. Gert Schmidt meddelte at der er udbetalt begravelseshjælp til et medlem i 2010. Begravelseskassen har p.t. 19 medlemmer.

Begravelseshjælp er uændret til 2.500 kr. Kontingent uændret.

Formanden takkede for deltagelsen, og generalforsamlingen var slut.

Referent Hans Henrik Christensen

Generalforsamling i Danmarks Kirketjenerforening.

Formand Helene Devantié bød velkommen og forsamlingen sang: "På det jævne, på det jævne."

Formanden præsenterede den samlede bestyrelse.

Dagsorden:

Valg af dirigentFormanden aflægger beretningForretningsføreren fremlægger de reviderede regnskaberFremlæggelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent, samt begravelseshjælp for det kommende år Indkomne forslagValg af bestyrelsesmedlemmerValg af suppleanterValg af revisor og revisorsuppleantEventuelt

Ad 1. Valg af dirigent.

Bestyrelsen foreslog Dan Richardsen fra OAO. Dan Richardsen blev valgt.

Dirigenten takkede for valget og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt. Dagsorden blev gennemgået.

Ad 2. Formanden aflægger beretning.

Formanden aflagde sin mundtlige beretning.

Beretningen har været bragt i sin fulde længe i foreningens medlemsblad, der udkom primo juni 2011.

Årsberetning 2010 (indsat i sin fulde længde):

2011 har været et år med mange udfordringer. Vi har for første gang forhandlet løn med menighedsrådene – et arbejde der krævede mange flere ressourcer end forventet. Overenskomstforhandlingerne har fyldt en del. Jeg personligt efterhånden, vænnet mig til "et helt nyt arbejde". Og bestyrelsen har, skulle finde sit ståsted.

Vi vil traditionen tro mindes de kolleger, som vi har mistet siden sidste generalforsamling.

Vi vil ære:

Knud Torp, tidligere Lundehus Kirke, København

Søren Peder Sørensen, tidligere Struer Kirke

Tage Mølgaard, tidligere Sankt Andreas Kirke, Randers

Tage Kokborg, tidligere Hans Tausens Kirke, København

Peder Schmidt, Ballerup Kirke

Æret være deres minde!

I Danmarks Kirketjenerforening er vi i dag 589 medlemmer. Der er 325 kvinder og 264 mænd. Antallet sidste år i maj var i alt 580 medlemmer.

Vi har aldrig været flere medlemmer end nu og der kommer stadig flere til. Det er rigtig dejligt, at vi kan stå mange sammen og stå stærkere. Godt at flere kirketjenere får kendskab til deres faglige organisation - tak til alle, der har været medvirken til det. Det er dejligt at se, at nogle af Jer, som er nyansatte også har fundet vej til årskurset. I skal være meget velkomne, og vi håber, at I vil falde godt til i blandt os, og ikke mindst på Jeres arbejdspladser.

Nyt tøj cirkulære, også for overenskomstansatte:

I maj måned i år lykkedes det endelig at få tøjcirkulæret på plads. Der blev desværre ikke de store forbedringer vi havde håbet på, men lidt har jo bekendt også ret. Det vigtige er vi har ret til tøj.

De væsentlige ændringer er som følger:

§ 4

Stk. 5. Menighedsrådet afholder udgiften til rensning af det mørke tøj.

Stk. 6 Ved fratræden inden 4 år efter udleveringen af mørkt tøj, skal kirketjeneren levere tøjet tilbage. Efter aftale med menighedsrådet kan kirketjeneren beholde det mørke tøj mod at betale et beløb svarende til den forholdsmæssigt tilbageværende værdi af det mørke tøj, idet dette forudsættes afdraget med lige store beløb inden for en periode på 4 år fra udleveringen.

Før havde vi ikke noget om rensning og før var ordlyden: "Ved afsked inden 4 år efter udleveringen af mørkt tøj skal kirketjeneren straks betale et beløb svarende til den forholdsmæssigt tilbageværende værdi af det mørke tøj, idet dette forudsættes afdraget med lige store beløb inden for en periode på 4 år fra udleveringen. Efter aftale med menighedsrådet kan kirketjeneren dog vælge at tilbagelevere det mørke tøj."

Dette er da også en forbedring, da vi så ikke skal aftale, at få lov til at tilbagelevere menighedsrådets tøj.

Overenskomst 11 og organisationsaftalen:

Den 15. marts blev overenskomstforliget for OK11 godkendt af medlemmerne. Vores stemmeprocent var dog alt for lille - 213 stemte ja og 35 stemte nej. Det er ærgerligt, at der ikke var flere, der havde lyst til at give Deres besyv med.

Hvor om alting er, blev overenskomsten en realitet. Overenskomstperioden er denne gang kun toårig, så vi skal til forhandlingsbordet allerede igen i slutningen af 2012. Vi må håbe, at kriser og lønnedgang på det private område så er stilnet af.

Der var ikke det store at komme efter, og det bærer resultatet da også præg af. Nogle gange skal man glæde sig over de små ting i livet.

Løn:

Med virkning fra 1. april 2011 ydes en generel lønforhøjelse svarende til 1,48 pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2011. Men da vi "skylder" på reguleringsordningen, bliver denne ikke udmøntet. Dette skyldes at det statslige område har overhalet det private, hvad angår lønniveau.

Med virkning fra 1. april 2012 ydes en generel lønforhøjelse svarende til 1,67 pct. af den samlede faste løn pr. 31. marts 2011. Samtid bliver vores grundbeløb nulstillet, dvs. at det fra denne dato ikke længere hedder grundbeløb 1. oktober 1997, men 31. marts 2012. Et stort ønske, da det gør lønsedlen mere gennemskuelig, om ikke, så for en stund.

Lokallønspuljeaftaler videreføres uændret, så tjenestemændene fortsat har dette lille gode.

Pension:

Minipensionsbidraget for overenskomstansatte, det vil sige den pension man er berettiget til senest 9 måneder efter ansættelsen, bliver forhøjet fra 10,28 % til 10,65 %.

Der er heller ikke længere krav om direkte overgang, dvs. under 30 dage, fra et ansættelsesforhold til et andet for at være berettiget minipensionen.

Pension for tjenestemændene er ikke gået urørt igennem, der er kommet en forringelse i form af en ny aftale om førtidspensionsfradraget. Det får betydning for dem, der ønsker at trække sig tilbage mellem det fyldte 60. og 66. år. Ca. 32 af Danmarks Kirketjenerforenings tjenestemandsansatte medlemmer, nemlig dem der er født efter 1959, bliver berørt af dette. Er man født før 1959 bliver man ikke berørt af ændringen. Som noget nyt får tjenestemænd, der har optjent over 37 års pensionsalder, et engangsbeløb på 15 % af den pensionsgivende løn ved pensionering.

Pr. 1. januar 2012 flyttes de tjenestemandsansatte til en ny ATP sats F og bidraget hæves fra 2.462 til 2.851 kr. årligt. Der er stadig enighed om, at aftalen fra OK08, om at flytte alle statsansatte op på højeste sats i løbet af 3 overenskomstperioder, gennemføres.

Gruppeliv:

Forsikringssummen ved dødsfald forhøjes fra 300.000 kr. til 370.000 kr. og forsikringssummen

til børn under 21 år forhøjes fra 15.000 kr. pr. barn til 30.000 kr.
Med virkning fra 1. april 2011 udbetales der endvidere en forsikringssum på 50.000 kr. til børn under 18 år, der pådrager sig en kritisk sygdom.

Seniorbonus:

Desværre var der ikke mulighed for at bevare seniorbonusordningen. Ordningen gælder dog stadig for ansatte, der opfylder kriterierne i inden 31. december 2011.

Jubilæumsgratiale:

Gratialet forhøjes til 4.600 kr. ved 25 års ansættelse, 5.800 kr. ved 40 års ansættelse og 6.900 kr. ved 50 års ansættelse.

Beløbene er fastsat som 1997 grundbeløb og svarer i dag til hhv. 6.029,04 kr., 7.601,83 kr. og 9.043,55 kr. Det er desuden aftalt, at beløbene procentreguleres, og at ansættelsesmyndigheden kan fastsætte et højere gratiale.

Kompetencefonden:

Der er også i de nye aftaler afsat midler til fortsat kompetenceudvikling. Der i alt afsat 120 mio. kr. over de næste 2 år, heraf er de 80 mio. kr. afsat til kompetencefonden og 40,8 mio. til Fonden for udvikling af statens arbejdspladser. SCKK – Statens Center for Kompetence og kvalitetsudvikling skifter navn til SCK – Statens Center for Kompetence.

Afslutning på pensionssagen fra OK08.

Ved forhandlingerne om OK08 blev pensionsbidraget hævet fra 12,5 % til 15 %. Der var efter OK08 uenighed om, hvorvidt bl.a. de tjenestemandslignende ansatte kirketjenere var omfattet af pensionsordningen i OAOs fællesoverenskomst.

Den 3. december 2010 indgik OAO og Finansministeriet aftale om forhøjelse af pensionsbidrag, men desværre lykkedes det ikke OAO, at få aftalen med tilbagevirkende kraft.

Så pensionsbidraget i perioden fra 1. oktober 2008 til 1. januar 2010 er på 12,5 %. I nuværende overenskomst ligger det klart fast, at pensionen for tiden er på 15 %.

Organisationsaftalen:

Organisationsaftalens parter dvs. Kirkeministeriet, FAKK, Danmarks Kirketjenerforening og CO10, der repræsenterer Kordegneforeningen, kirkemusikerforeningen og Sognemedhjælperforeningen, udvekslede de specielle krav i december 2010. Forhandlingerne strakte sig fra slutningen af januar til starten af marts. Der var flere krav på begge sider af bordet, der ikke kunne gøres udgifts- og forringelsesneutrale, derfor endte forhandlingerne med en videreførelse af den eksisterende aftale. Organisationsaftalen og protokollater er derfor gældende til 2013.
Resultatet er nok ikke overraskende, set i relation til de aftaler, der er indgået på det statslige og det kommunale område i forbindelse med forhandlingen af hovedaftalerne. Vi havde ganske enkelt ingen penge med til forhandlingen.
Det ville måske også være for tidligt, at lave de store ændringer i en organisationsaftale, der ikke engang var fuld implementeret og kun et år gammel.

Lønforhandlinger:

Der har været startvanskeligheder. Mange menighedsråd er slet ikke klar over, at der rent faktisk skal forhandles løn inden ansættelse, hvis der i en stilling er faglig- eller geografisk fleksibilitet. Vi er klart den faglige organisation og faggruppe, inden for folkekirken, der har flest stillinger med faglig fleksibilitet. Det er positivt og det kan vi være stolte af.

Vi har haft historiens første årlige lønforhandling og har høstet en masse erfaring. Det har været spændende og lærerigt, men det har været en heftig omgang for bestyrelsen. Hver forhandling tager i gennemsnit 4-6 timer, alt efter omfanget. Det har vores lille bestyrelse nok ikke helt været rustet til. Vi modtog i efteråret i nærheden af 110 lønforhandlings ønsker fra medlemmerne, de ca. 75 endte med positivt resultat.

En del menighedsråd har slet ikke vidst, hvordan lønforhandlingerne skulle gribes an. Nogle har været afvisende fra start, andre har været glade for muligheden for at kunne påskønne deres medarbejdere økonomisk. Men vi ved jo alle at folkekirken har skullet spænde livremmen ind og spare, hvor der spares kunne

Gennemsnitsresultatet har været løft på 7.500 kr. (nutids kr.) pr. medlem 1. år, i alt en forhøjelse på lidt over en halv million kroner. Nogle har dog "kun" fået engangsvederlag.

12 lønforhandlinger blev ført videre til stifterne til fase 2 forhandlinger. Et par enkelte tog vi videre til forhandlingsbordet i Kirkeministeriet.

Vi har måttet prioritere hvilke sager, der er gået videre til de næste forhandlingsborde, da det i sær her er vigtigt, at have argumenterne for en lønforbedring i orden.

Nogle har fået hvad de ønskede, andre har måttet nøjes med mindre og så er der dem, hvor vi ikke har haft held til at forhøje lønnen. Jeg ved, at I desværre ikke alle er tilfredse med lønforhandlingernes udfald, tænkt positivt og lad os glæde os over muligheden for at forhandle løn og forhåbentlig også få noget ud af det. Bestyrelsen er glade for resultaterne ved denne 1. omgang lønforhandlinger.

Bestyrelsen har nedsat et lønudvalg, der sammen skal forestå dette års lønforhandlinger. Hold øje med blad og hjemmeside, da vi igen får brug for Jeres tilsagn om lønønsker.

Lokallønspuljemidler:

Vi gik i maj måned i gang med forhandling med Kirkeministeriet, om Lokallønspuljemidler 2010, for de tjenestemandsansatte. Kirkeministeriet har igen åbnet op for muligheden for at omklassificere stillinger. Bestyrelsen bestræber sig på at personlig omklassificere de kirketjenere, der ligger i laveste lønramme, nemlig lønramme 9. Midlerne er små, da vi jo ikke er så mange tjenestemandsansatte, men bestyrelsen har gjort sit bedste, for at fordele de ca. 105.000 kr. der var i puljen.

Uddannelse:

Kirkeministeriet præsenterede i foråret den nye uddannelsesportal www.kirkeuddannelse.dk. Desværre har der været lidt startproblemer, med selve uddannelsessiderne. Der arbejdes på højtryk for at få løst alle problemerne.
Pga. besparelser i AMU kan Danmarks Kirketjenerforening ikke længere tilbyde tilmeldingsservice til uddannelserne - dette beklager vi selvfølgelig, men vi er sikre på at medlemmerne sagtens stadig kan finde ud af at tilmelde sig. Vi har på hjemmesiden lavet en lille vejledning og en oversigt over uddannelsesforløbene, så det ikke er så vanskeligt, at finde rundt i. Man kan også finde de kursusuger, der fortrinsvis er for kirketjenere. Bestyrelsesmedlemmerne er selvfølgelig behjælpelige, hvis man har brug for vejledning til tilmeldingen.

Den obligatoriske del af uddannelsen er næsten fuldtegnet uge efter uge. Man kan nu fremover melde sig på kursusuger, der ikke udelukkende er for kirketjenere. Men jeg vil personligt ikke anbefale det. Underviserne på kurserne fagretter som oftest undervisningen til de enkelte faggrupper, og man kommer måske til at mangle udveksling af erfaring med kollegaer.

Der har været administrative problemer med kurset "Betjening af kirkens tekniske anlæg". Kurset består af 2 delmål "Betjening/styring af de automatiske anlæg i kirken" (3 dage) og "Betjening/styring af de manuelle anlæg i kirken" (2 dage). Men "Betjening/styring af de manuelle anlæg i kirken" indgår også som et delmål i den obligatoriske "Kirkens rengøringsteknik og vedligeholdelse", det gamle kursus nr. 3, dvs. at man jo allerede har det ene delmål. Det forvirrede og resulterede i at forårets kursus blev aflyst.

Der er fra SCK ansøgt undervisningsministeriet om oprettelse af nye kurser, nemlig "Kirkefunktionærens planlægning af eget arbejde", "Føring af kirkelogbog", "Miljø- og energihensyn ved udførelse af praktisk kirketjeneste" og "Nye samarbejdsformer i kirken". Et af de eksisterende kurser skal revideres nemlig "Kortsalg, indkøb mv. i kirken" og der skal nyt undervisningsmateriale til "Håndtering af den problemfyldte brugerkontakt"

Tillidsrepræsentanter:

Jeg hører desværre rundt i landet, at vores tillidsrepræsentanter bliver brugt alt for lidt. Ligesom os, der sidder i bestyrelsen får ny viden, hver gang vi hjælper medlemmerne, så gør tillidsrepræsentanterne det også. Det er ikke altid vi lige har et svar parat, men så kan vi undersøge, spørge andre til råds eller grave i paragraffer og regler. Så en opfordring til at kontakte tillidsrepræsentanterne.

Bestyrelsen blev desværre nød til, at aflyse vores tillidsrepræsentantkursus først på året pga. sygdom, men vi planlægger et 3 dages kursus i november, med forskellige undervisere, der kan fylde kundskab i os, til gavn for medlemmerne. Der kommer inden længe invitation ud, så vi glæder os til at se Jer.

Blad og Hjemmeside:

Bestyrelsen besluttede sidste år, at bladet skulle opgraderes. Hans Henrik overtog redaktørpladsen og har gjort det rigtig godt. Vi har indledt samarbejde med journalist Michael Tungelund. Michael er selv aktiv i hjemsognets menighedsråd og aktiv kordegnevikar, så han kender folkekirken som arbejdsplads. Bladet fik også nyt layout med Michaels hjælp.
Vi opfordrede også Jer medlemmer til at tage bladet til Jer og dele oplevelser, spørgsmål og artikler. Kombinationen af disse tiltag har gjort bladet mere levende og flot og bestyrelsen vil takke medlemmerne (og Michael) for den indsats de har ydet – bliv endelig ved med at sende Jeres spændende artikler og spørgsmål.

Vi havde desværre en del problemer med hjemmesiden. Vores webhoteludbyder havde en del hackerangreb og andre fejl og mangler. Vi flyttede udbyder og i den forbindelse besluttede vi at bruge midler på at få hele hjemmesiden lagt over i et nyt system. Webtjeneren (undertegnede) havde ikke selv, tid og kompetence til en så stor og omfattende ændring, men med hjælp udefra er det blevet en vedligeholdelsesnem og meget flottere hjemmeside, med mulighed for flere funktioner end før. Og så skulle den gerne virke – hele tiden!

I løbet af efteråret vil der komme en opfordring til medlemmerne, om at gå på hjemmesiden og sende opdatering af medlemsoplysninger. Vores kartotek trænger til nye informationer i sær om løn og timeantal.

Økonomi:

Foreningens økonomi er sund og regnskabet for 2010 viser et overskud på 257.525 kr. Forretningsføreren vil selvfølgelig komme ind på de nærmere detaljer.

Bestyrelsen fremsætter forslag om en kontingentforhøjelse på 400 kr. årligt. Men hvorfor nu det, når økonomien er god?

Bestyrelsen har haft visionsaftner i forbindelse med vores bestyrelsesmøder og vi har her vendt vores fremtidsønsker og muligheder. Bestyrelsen kan ikke se foreningen fortsætte mange år endnu, med den nuværende struktur. Vi har brug for et sekretariat, der kan give medlemmerne en bedre service og rådgivning, uanset om formanden er til møder i Kirkeministeriet, næstformanden er på arbejde i Skjern Kirke, Erik er på ferie eller at vi holder bestyrelsesmøder.

Vi vender alle mulighederne – skal vi være for os selv, skal vi have sekretariatssamarbejde med en anden faglig organisation eller skal det ende på en helt tredje måde. Vi har ikke lagt os fast på noget, men vi bliver nød til, også at tage det økonomiske aspekt med og sørge for, at der ligger en startkapital. Vi beder at medlemmerne på denne generalforsamling, tilkendegive Deres accept af bestyrelsens fortsatte arbejde med sekretariatet.

Kontingentet vil, hvis forslaget bliver godkendt være på 3.000 kr. årligt. Hele beløbet kan fortsat trækkes fra i skat, så merudgiften vil ikke være 400 kr.

Jeg vil runde beretningen af og sige tak for det første år som formand, jeg har følt mig meget godt taget i mod. Jeg sammenlignede sidste år det at være formand, med at lære at ro kajak. Om balance, teknik og styrke og jeg må sige, at jeg ramte det meget godt. Jeg er faldet i vandet og har næsten stået med en vis legemsdel i vandskorpen, men med hjælp fra bl.a. bestyrelsen, Dan Richardsen og Povl Søndergaard, er det lykkedes, at finde den rette teknik og balance. Så stor tak til Jer for rådgivning og tålmodighed.

Tak for den tilslutning, der har været på stiftsmøderne, hvor der selvfølgelig har været mange spørgsmål omkring vores organisationsaftale, overenskomstforhandling og lønforhandlingerne.

TAK til alle vores samarbejdspartnere, kursusledere og tillidsrepræsentanter. Tak for Jeres loyalitet og engagement i arbejdet for Danmarks Kirketjenerforening og dens medlemmer.

Helene Devantié

Beretningen blev sat til debat:

Karin Buch, Solrød Strandkirke: Hvornår trådte den omtalte pensionsprocent på 15 % i kraft?

Helene Devantié: Fra den 1.1.2010.

Britt Vangsbæk, Vanløse Kirke: Har man i forbindelse med forhandlingerne af organisationsaftalen været inde omkring tåletimer og rådighedsbånd? Og hvad er i givet fald resultatet?

Helene Devantié: Et af vores krav til forhandlingerne med Kirkeministeriet var bl.a. nedsættelse af merarbejdstiden, men da vi ingen penge havde at komme med, endte forhandlingerne som bekendt blot med en videreførelse af den gældende aftale.

Karen Henriksen, Skt. Knuds Kirke, Odense: Har I ført samtaler med andre kirkelige organisationer vedr. sekretariat og i givet fald, hvilke er der tale om?

Helene Devantié: Det har vi. Der er ingen, vi ikke har talt med. Vi har ikke lagt os fast på nogen bestemt samarbejdspartner. Vi har heller ikke indgået nogen aftaler, fordi vi netop først ønskede jeres tilkendegivelse. Der foregår også allerede et stort samarbejde organisationerne imellem. Der afholdes således bl.a. jævnlige formandsmøder, ligesom vi på tværs udveksler erfaringer.

Beretningen blev enstemmigt godkendt.

Ad 3. Forretningsføreren fremlægger de reviderede regnskaber.

Forretningsføreren fremlagde det reviderede regnskab med bemærkninger, der på forhånd var uddelt til deltagerne, ligesom de kan læses på foreningens hjemmeside.

Regnskabet udviser et overskud på 257.525 kr.

Regnskabet blev sat til debat.

Ingen ønskede af få ordet.

Regnskabet blev vedtaget med en enkelt stemme i mod.

Ad 4. Fremlæggelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent, samt begravelseshjælp for det kommende år.

Kassereren fremlagde budgettet med kommentarer:

Medlemskontingent i budgettet er fastsat ud fra 580 medlemmer samt en kontingentstigning på 400 kr. og skal ses som et gennemsnit af regnskabsårene 2009 og 2010.

Bestyrelsen foreslår, at kontingentet sættes op med 400 kr./år, således at det enkelte medlem fremover betaler 3.000 kr./år. Gert Schmidt redegjorde for bestyrelsens begrundelse for en kontingentstigning, der skal ses i lyset af vores ønske om at kunne yde medlemmerne en bedre service. Ligesom stigning skal opfattes som en foregribelse af de udgifter, der vil komme til en evt. oprettelse af et fagligt sekretariat. Det fulde beløb kan fortsat trækkes fra i skat.

Karin Buch, Solrød Strandkirke: Kan man forestille sig en kontingentnedsættelse, såfremt pengene blot hober sig op og alligevel ikke bliver brugt til et sekretariat?

Gert Schmidt: Man kunne evt. henlægge pengene i regnskabet øremærket dette formål. Oprettes der alligevel ikke et sekretariat, vil det være op til generalforsamlingen at vedtage, hvad pengene i så fald skal bruges til.

Helene Devantié: Hvis der ikke oprettes et sekretariat, kunne man også forestille sig, at det ville blive nødvendigt at frikøbe bestyrelsesmedlemmerne i større grad, end det i dag er tilfældet. Det er ofte frustrerende, at vi ikke har den tid til jer medlemmer, som vi gerne ville.

Karin Buch, Solrød Strandkirke: Det er efter min mening forkert på nuværende tidspunkt at forhøje kontingent, før forslaget er mere konkret.

Hans Jørgen Ottesen, Hasseris Kirke: Et sekretariat er en glimrende idé. Men for mig er det bagvendt, så længe forslaget ikke er mere konkret og der foreligger en reel beregning.

Helene Devantié: Vores forslag går ikke i retning af et 100 % frikøb af mig som formand. For jeg er kirketjener. Dette forslag skal opfattes som startkapital til et sekretariat. På nuværende tidspunkt har vi slet ikke midlerne. Vi har endnu ikke lagt os fast på en bestemt model. Derfor har vi heller ikke de reelle tal på nuværende tidspunkt.

Gert Schmidt: Formanden er frikøbt 50 % og det ser vi ingen grund til eller mulighed for at forhøje. Forslaget skal udelukkende ses som startkapital til det videre arbejde med oprettelsen af et sekretariat. Har vi ingen penge, kan vi heller ikke tilbyde andre et samarbejde.

Frede Sørensen, Ellebæk Kirke, Holstebro: Jeg ville egentlig stemme i mod. Men ud fra det, jeg her har hørt, synes jeg det er en genial idé. Det har vi længe efterlyst. Stemmer vi i mod, vil udgiften blot blive endnu større på et senere tidspunkt.

Lars Medom Madsen, Mejdal Kirke: Jeg synes, det er fint, vi bliver gjort bekendt med forslaget allerede på nuværende tidspunkt. Vores overskud vil jo ikke forslå til oprettelsen af et sekretariat, om det så bliver alene eller i samarbejde med andre.

Ole Peter Jakobsen, Margrethe Kirken, Aalborg: Det er som sådan en god idé med et sekretariat. Kan man forestille sig, at en del af udgiften til bestyrelsesvederlag ligeledes bruges til formålet. Forslaget skulle jo gerne lette bestyrelsens arbejde.

Gert Schmidt: Som det fremgår af regnskabet brugte vi i 2010 ikke det budgetterede beløb til bestyrelsesvederlag. Vi er i bestyrelsen desuden enige om, at vederlaget nedsættes i takt med at arbejdet lettes.

Britt Vangsbæk, Vanløse Kirke: Jeg vil tilslutte mig forslaget. Et sekretariat vil kunne yde os en bedre service. Desuden betaler vi allerede det mindste fagforeningskontingent.

Forslaget blev sat til afstemning og blev vedtaget med et stort flertal.

Bestyrelsen foreslog at begravelseshjælpen fastholdes uændret på 2.500 kr. Forslaget blev vedtaget.

Ad 5. Indkomne forslag.

Dan Richardsen gennemgik bestyrelsens forslag til ændring af vedtægterne punkt for punkt. Ændringerne har været tilgængelige på forenings hjemmeside.

Lars Medom Madsen, Mejdal Kirke: Hvad siger revisoren til afskaffelsen af bilagskontrollanterne?

Inger-Marie Günther, Treenighedskirken, Esbjerg: Vi har som bilagskontrollanter længe efterlyst denne model, da vi synes, det har været et stort ansvar for os, der ikke er uddannet revisorer. Vi tilslutter os ændringen.

Gert Schmidt: Vores regnskab er efterhånden blevet for stort til ikke at have et professionelt revisorfirma til at varetage opgaven. Enhver er stadig velkommen til at få indsigt i bilagene.

Vedtægterne blev sat til afstemning og blev enstemmigt vedtaget.

Bestyrelsen stillede forslag til generalforsamlingen om tilkendegivelse af støtte til det fortsatte arbejde med oprettelse af et fagligt sekretariat evt. i et samarbejde med andre faglige organisationer inden for folkekirkens område.

Forslaget blev sat til afstemning. Forslaget blev vedtaget med en stemme i mod.

Forslag 1 fra Aalborg Stiftskreds: Det foreslås, at tillidsmændene tages med hver gang, der kører en sag i området. Heri ligger en uddannelse af tillidsmændene og på længere sigt en aflastning af landsbestyrelsen.

Hans Jørgen Ottesen, Hasseris Kirke: Det vil medføre en besparelse på budgettet, idet tillidsmændene har 111 timer til rådighed for udførelsen af deres arbejde. Ligesom det vil medføre en større faglig bevidsthed og landsbestyrelsen kan koncentrere sig om andet fagligt arbejde herunder forhandlinger mv.

Helene Devantié: Vi er i bestyrelsen glade for forslaget. Det er netop det, der er vores ønske og intention. For Aalborgs vedkommende forholder det sig dog sådan, at der på det seneste ikke har været faglige sager. Det skal dog også siges, at de 111 timer kan aftales med menighedsrådet. Timerne til det faglige arbejde tildeles ikke pr. automatik.

Forslaget blev sat til afstemning. Forslaget blev enstemmigt vedtaget.

Forslag 2 fra Aalborg Stiftskreds: Lønforhandlingerne bør køres som en tretrinsraket, således at den kirketjener, der stiller kravet, gør det over for menighedsrådet. Virker det ikke, tages tillidsmanden med ind i forhandlingerne og som sidste instans forhandler landsforeningen.

Dirigenten afviste forslaget i sin nuværende formulering, da det ikke er foreneligt med den gældende organisationsaftale. Ville forslaget blive besluttet med denne ordlyd, ville det forpligte bestyrelsen på noget, der ikke lader sig gennemføre.

Herefter fremsatte Aalborg Stiftskreds forslaget med følgende formulering: Det henstilles til bestyrelsen, at man arbejder for, at lønforhandlingerne køres som en tretrinsraket, således at den kirketjener, der stiller kravet, gør det over for menighedsrådet. Virker det ikke, tages tillidsmanden med ind i forhandlingerne og som sidste instans forhandler landsforeningen.

Hans Jørgen Ottesen, Hasseris: Begrundelsen er, at hver enkelt kirketjener bedst kender situationen i sin egen kirke og ved, hvad begrundelsen for en lønstigning skal være. Tillidsmanden vil kunne inddrages efter behov. Sender alle kirketjenere krav om lønforhandlinger til bestyrelsen, vil det dreje sig om 600 forhandlinger af fire til seks timers varighed, hvilket er umuligt at gennemføre.

Helene Devantié: Vi er bekendt med, at lønforhandlinger mange steder foregår på denne måde, men vi ser det som en beskyttelse af den enkelte kirketjener, at det er den faglige organisation, der varetager selve forhandlingerne. Ikke alle ville være trygge med at skulle forhandle alene med menighedsrådet. På den måde, vi gør det, kan kirketjeneren henvise til foreningen, og på den måde skulle vi gerne undgå interne stridigheder på arbejdspladsen. Tallet vil ikke helt være 600, da vi også stadig her en del tjenestemænd, der ikke kan forhandle løn. Bestyrelsen anbefaler derfor, at den nuværende ordning videreføres. Det vil være urealistisk, at den gældende aftale ændres.

Britt Vangbæk, Vanløse Kirke: Forslaget er for firkantet i sin nuværende formulering, men bestyrelsen bør arbejde hen i mod, at der kommer mulighed for større frivillighed til selv at vælge, hvordan forhandlingerne skal køres.

Poul Porup, Frederikskirken, Aarhus: Det er et vigtigt princip, at foreningen har forhandlingsretten. Hvis man går ind for ændringen, mister vi det gode princip, der ligger i, at det er os som forening, der står for forhandlingerne.

Povl Søndergaard, Løgumkloster Kirke: Det er umuligt at bruge ordet frivillighed. Man kan ikke gå uden om organisationen. Lønaftaler skal gå til formanden for organisationen. Foreningen har forhandlingsretten.

Britt Vangsbæk, Vanløse Kirke: Forbryder man sig på aftalen, hvis man har indgået en lønaftale uden om foreningen?

Povl Søndergaard, Løgumkloster Kirke: En faglig organisation vil aldrig sige nej til en lønstigning. Muligheden for forhandlingerne er i dag, at du kommer med forslaget til organisationen, som holder samling på de videre forhandlingsforløb. Hvis parterne allerede er enige, er der intet problem, så skal aftalen blot skrives under.

Hans Jørgen Ottesen, Hasseris Kirke: Efter at have arbejde på flere arbejdspladser, kender jeg ingen andre steder, hvor jeg ikke selv må forhandle min løn. Det er trods alt et spørgsmål mellem arbejdsgiver og -tager. Ingen skal holdes tilbage i løn.

Dan Richardsen, OAO: Den forhandlingsberettigede er organisationen. Det er organisationen, der indgår aftaler. Hvis medarbejder og menighedsråd er enige om en lønstigning, vil organisationen aldrig afvise aftalen. Sådan er forhandlingsproceduren på det statslige område.

Henrik Rønne: Det her er også en beskyttelse af de kirketjenere, der måske er utrygge ved selv at skulle forhandle eller som ikke lige selv har ordet i sin magt.

Forslaget blev sat til afstemning. Forslaget blev forkastet med et overvejende flertal.

Ad 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

På valg var:

Erik Kobbersmed, Vor Frelsers Kirke, Aalborg – modtog genvalg
Gert R. Schmidt, Skjern Kirke – modtog genvalg
Henrik Rønne, Grøndalskirken, København – modtog genvalg

Der var ikke yderligere kandidater. Alle blev genvalgt.

Ad 7. Valg af suppleanter.

Forslag fra salen:

Fra Helsingør Stift: Karsten Kabell, Mørdrup Kirke
Fra Aalborg Stift: Hans Jørgen Ottesen, Hasseris Kirke
Fra Aarhus Stift: Poul Porup, Frederiks Kirken, Højbjerg
Fra Viborg Stift: Simon Simonsen, Ikast Kirke

Simon Simonsen modtog ikke valg. Alle andre modtog valg.

Generalforsamlingen blev suspenderet, under stemmeoptælling.

Stemmeudvalg: Jane Mikkelsen, Jan Bräuner, Allan Størner, Helle Nielsen, Henrik Rødsgaard samt Allan Nyholm.

Resultat:

Karsten Kabell: 123 stemmer (1. suppleant)

Hans Jørgen Ottesen: 30 stemmer (3. suppleant)

Poul Porup: 40 stemmer (2. suppleant)

Der blev afgivet 198 stemmer, hvor af 3 var blanke og 2 ugyldige. Der var ved generalforsamlingens start udleveret 200 stemmesedler.

Ad 8. Valg af revisor

Efter vedtægtsændringerne hedder punktet nu kun: Valg af revisor

Bestyrelsen foreslår at firmaet PWC (Pricewaterhousecoopers) fortsætter som revisor.

Forslaget blev sat til afstemning. Forslaget blev godkendt.

Fremover skal der vælges revisor hvert andet år i lige år.

Ad 9. Eventuelt.

Jytte Øhlenschlæger: Der blev samlet 2.697 kr. ind til pensionisterne.

Lars Medom Madsen, Mejdal Kirke, Holstebro: Tillidsmændene blev valg for to år siden og er på valg i år. Hvad skal der ske med tillidsmandsordningen i fremtiden.

Britt Vangsbæk, Vanløse Kirke: Pengene fra kontingentforhøjelsen bør sættes ind på en særskilt konto øremærket formålet sekretariat.

Uffe Petersen, Sanderum Kirke, Odense: Gjorde opmærksom på det, han ser som et tillidsbrud fra Sampensions side vedr. de lovede pensionsafkast, som pensionsselskabet nu alligevel ikke kan leve op til. Uffe agter at føre en sag mod Sampension

Ole Peter Jakobsen, Margrethe Kirken, Aalborg: Roste at middagen og dermed også tidspunktet for generalforsamlingen er rykket frem.

Dan Richardsen, OAO: Besvarede problematikken omkring Sampension, der ikke kan bebrejdes bestyrelsen for Danmarks Kirketjenerforening. Finanstilsynet har godkendt Sampensions brud på de indgåede aftler.

Helene Devantié: Orienterede om tillidsmandsvalget der finder sted på stiftskredsmøderne i efteråret. Der vil blive afholdt kursus for alle tillidsmænd i november måned.

Gert Schmidt: Takkede for genvalget. Gert takkede samtidig bilagskontrollanterne for deres trofaste arbejde og overrakte dem en plaid som tak for deres indsats for foreningen.

Dan Richardsen takkede for en god aften og lukkede generalforsamling.

Helene Devantié takkede Dan for gennemførelse af generalforsamlingen.

Til afslutning sang forsamlingen "Danmark, nu blunder den lyse nat".

Referent: Hans Henrik Christensen

Onsdag den 26. maj

Morgenandagt ved Henrik Rønne. Der blev sunget "Svantes lykkelige dag" og "Tak Gud for denne lyse morgen".

Foredrag v. Thomas Teglgaard om det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen.
Thomas Teglgaard, der er læge og forfatter, lagde i sit foredrag vægt på, hvordan vi behandler hinanden i det daglige og hvad der kan ligge til grund for, at vi handler, som vi gør. Thomas Teglgaard har i flere omgange arbejdet som læge i psykiatrien og drog paralleller til de erfaringer, han har gjort sig i sit arbejde, ligesom han fortalte om episoder fra sit eget liv, hvor det psykiske arbejdsmiljø både har været godt og dårligt.

I anden del af foredraget fokuserede han på begrebet mobning – både i det private og på arbejdet – og hvordan vi tit ikke er gode nok til at sige fra, inden situationen kommer helt derud, hvor det kan være svært at løse konflikten.

Førstehjælp og Workshops.

WORKSHOPS

Kirkeministeriet

UDDANNELSESPORTALEN

v. Heidi Duelund Laulund & Camilla Hvilsom

fra ministeriets it-kontor

LEVA

Det konstruktive samarbejde

- hvad kan jeg selv bidrage med?

ledelsesmæssige ændringer ifm. organisationsaftalen

Min A-kasse

Aktuelle emner

bl.a. efterløn samt mulighed for at stille spørgsmål

Danmarks Kirketjenerforening -

OAO

LØNFORHANDLINGER

v. bestyrelsens lønudvalg og repræsentant fra OAO

om proceduren og tidsplanen for de kommende forhandlinger

mulighed for at stille faglige spørgsmål

AMU

Ny mærkning af rengøringsmidler og kemikalier

v. Annette Kappelgaard

Hvordan får jeg nemt og problemfrit ekstra strøm til større arrangementer?

v. Hans Jørgen Jensen

Dansk Røde Kors

FØRSTEHJÆLP

Festlig festaften med festmiddag og underholdning ved Rubber Band.

Torsdag den 27. maj

Morgenandagt ved Gert Schmidt. Der blev sunget "Det dufter lysegrønt af græs" og "Menneske din egen magt".

Foredrag v. Thyra Frank
Thyra Frank der er tidligere leder og nuværende sygeplejerske på plejehjemmet Lotte på Frederiksberg holdt et spændende og underholdende foredrag over emnet livskvalitet. I foredraget fortalte Thyra Frank bl.a. om sine egne erfaringer fra sine mange år på Lotte, ligesom hun kom med anekdoter fra sit eget liv.

Thyra Frank fokuserede bl.a. på den måde vi behandler vores ældre på og hvordan det er vigtigt, at vi også husker på, at bare fordi man ikke længere er stand til at klare dagligdagen selv, er det ikke ensbetydende med, at man skal miste sin værdighed og lysten til livet.

Herefter blev årskurset lukket og fanen blev båret ud. Forsamlingen sang til afslutning "Sku' gammel venskab..".

Frokost og hjemrejse.

Referent Hans Henrik Christensen

MØDEKALENDER (NÆSTE 6)

20 Nov 2019
10:15 - 11:15
Seminar vedr psykisk arb.miljø 1030-1600
21 Nov 2019
10:00 - 15:00
Møde serviceforbundet
26 Nov 2019
10:00 - 13:00
Sekretariatsudvalgsmøde
03 Dec 2019
09:45 - 15:00
Folkekirkens brancheudv.
06 Dec 2019
10:00 - 14:00
Uddannelsesudv. KM
08 Jan 2020
15:30 - 17:30
Dialogmøde LAM

Besøg a-kassen ...

min-a-kasse

Billeder fra Årskursus 2019

Facebook