Ved at benytte denne hjemmeside www.kirketjener.dk accepterer du, at Danmarks Kirketjenerforening behandler dine personoplysninger i henhold til denne datapolitik.

dag 1 -  194 640x427
(Tryk på billedet for galleri)

 

Årskursus på Hotel Nyborg Strand, den 11. til 13. juni 2019

Til stede: Benny Chordt Hansen (BC), Jonas Nordstrøm (JN), Pia Dyrberg Hansen (PH), Gert Schmidt (GS), Helene Devantié (HD), Jan Kvistgaard (JK) og Lars Medom Madsen (LM). Desuden deltog Otto Borgen, Rita Rasmussen, Niels Overgaard Andersen, Allan Størner, Jan Braüner, Birte Thuen og Helle Nielsen.

Bestyrelsen og gæster mødtes mandag den 10. juni for at forberede sig og fordele opgaverne forud for årskurset. Her var også de trofaste hjælpere med.

Tirsdag den 11. juni

Bestyrelse og de trofaste, uundværlige hjælpere mødtes til gennemgang af dagens opgaver. Herefter skulle der pakkes poser, stilles borde og stande op mv.

Kl. 8.45 Mødtes alle i lokale 1 og derefter begyndte pakning af de sponserede køletasker.

Kl. 10 gennemgik bestyrelsen programmet med hotellets personale og fik de sidste rettelser til programmet på plads.

Kl. 10:00 var der også mulighed for, at tillidsrepræsentanterne kunne mødes. 17 tillidsrepræsentanter deltog i mødet.

Efter forberedelserne var bestyrelsen klar til at modtage deltagerne i forhallen. Der blev serveret sandwicher i forhallen fra kl. 13:30

Kl. 14 åbnede formand Gert Rhinstrøm Schmidt årskurset og fanen blev båret ind under ”I Danmark er jeg født”.

Årets åbningstale var ved tidligere formand (1982-88) for Danmarks Kirketjenerforening, Otto Borgen (OB). 50 år er lang tid at se frem til, men kort tid at se tilbage på. Især siden 1977 er der blevet bygget meget på Hotel Nyborg Strand, så meget er ændret ved stedet over årene.

Også meget har ændret sig ved faget, og OB gjorde opmærksom på rådighedsbeløb (fra 1958), tøjpenge (fra 1962), regulativer, kontaktpersoner, kurser o.a. I 1962 begyndte man med seks ”Prøveweekender” om året – vel at mærke fra lørdag kl. 14. I 1969 kom der en lønreform, hvor der blev indført et lønrammesystem efter antal kirkelige handlinger. I 1985 begyndte man på kurser, nemlig et i rengøring.

I 1968 var kontingentet 2 x 45 kr. årligt for at være medlem af Danmarks Kirketjenerforening. I 1977-78 kom de første to kvindelige kirketjenere.

 Kl. 14:30 Var der mulighed for at besøge udstillerne i forhallen. Flere fagrelevante firmaer præsenterede sine seneste nyheder inden for bl.a. belysning, lydanlæg, kistehåndtering, rengøring, kirkeinventar og meget mere. I år havde vi besøg af følgende udstillere, der havde stillet deres stande op i forhallen: Astrid Munck, Oticon, Dan Sand, Kirkesølvsmeden, Min A-Kasse, ALT LYS, Sicom, Simi, RM Kirkeartikler, Småkageriet, Tjenestemændenes Forsikring og Forbrugsforeningen.

Generalforsamling i den Gamle Begravelseskasse, tirsdag den 11. juni 2019 kl. 14.30 på Hotel Nyborg Strand, med følgende dagsorden:

  1. Beretning ved formanden
  2. Indkomne forslag
  3. Aflægning af regnskab ved forretningsføreren.
  4. Evt.

Af medlemmer var Otto Borgen mødt frem. Fra Danmarks Kirketjenerforenings bestyrelse var Gert R. Schmidt, Helene Devantié, Benny Chordt Hansen, Jonas Nordstrøm, Jan Kvistgaard, Pia Dyrberg Hansen og Lars Medom Madsen.

Ad 1. Gert Rhinstrøm Schmidt bød velkommen og aflagde kort beretning. Foreningen har ingen aktiviteter ud over at udbetale begravelseshjælp til eksisterende medlemmer.
Ad 2. Ingen.
Ad 3. Bestyrelsens kasserer, Jan Kvistgaard, gennemgik regnskabet.
Pr. 1. januar 2019 er der 10 medlemmer.
Begravelseshjælpen blev på generalforsamlingen i 2013 sat op til 3.000 kr. og fastholdes.
Kontingentet udgør 40 kr.
Formuen udgør pr. 31. december 2018 31.655,05 kr.
Der er ikke udbetalt begravelseshjælp i regnskabsåret 2018.
Ad 4. Bestyrelsen overvejer at droppe opkrævning til kassen

Formanden takkede for deltagelsen, og generalforsamlingen var slut.

Referent Lars Medom Madsen

Kl. 14.45 blev der afholdt stiftskredsmøder. Dette begyndte fælles i salen med oplæg af GS. De ti kredse blev herefter fordelt i otte lokaler til drøftelse af relevante emner og erfaringsudveksling i det lokale.

Kl. 16.30 var der foredrag ved Michael Wagner Brautsch (MB) (medvirket i Gift ved første blik) ”Servicetjek på tilværelsen.

Vi eksisterer – dyrene er – hvem er jeg. Arbejdet fylder meget i vores liv, så det er ikke bare en parentes. Når summen af erfaringer overstiger summen af forventninger, er vi færdige, mener MWB, også selv om der stadig er puls. Han overvejede, hvornår man er i den bedste alder i livet. Det kommer ikke an på, det vi får i tilværelsen, men på, hvordan vi tager, det vi får.

Kl. 19:00:

Generalforsamling i Danmarks Kirketjenerforening.  

Formand Gert Rhinstrøm Schmidt bød velkommen og forsamlingen sang: ”Det dufter lysegrønt af græs”

Formanden præsenterede den samlede bestyrelse: Pia Dyhrberg Hansen, Jonas Nordstrøm, Benny Chordt Hansen, Lars Medom Madsen, Jan Kvistgaard, Helene Devantie

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formanden aflægger bestyrelsens beretning
  3. Kassereren fremlægger foreningens reviderede regnskaber
  4. Fremlæggelse af budget – herunder fastsættelse af begravelseshjælp samt kontingent for det kommende år
  5. Indkomne forslag
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  7. Valg af suppleanter
  8. Eventuelt

Ad 1. Valg af dirigent.

Formand Gert Rhinstrøm Schmidt åbnede årets ordinære generalforsamling.

Som dirigent foreslog bestyrelsen Anja Jørgensen, Min A-kasse. Hun blev valgt med applaus.

Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og dermed beslutningsdygtig. Dagsorden og praktiske regler blev gennemgået og godkendt.

Der blev nedsat et stemmeudvalg, der bestod af tillidsrepræsentanter, hold 1: Lars Aakjær Serop og Helle Nygaard; Hold 2: Niels Christian Devantier og Simon Simonsen; Hold 3: Berthel Rasmussen og Helle Søgaard.

Der var ved generalforsamlingens start 192 stemmeberettigede deltagere til stede i salen.

Ad 2. Formanden aflægger bestyrelsens beretning.

Formanden aflagde mundtlig beretning.

Beretningen har været bragt i sin fulde længde i foreningens medlemsblad, der udkom primo maj 2019.

Årsberetning (indsat i sin fulde længde):

Årsberetning 2019 Danmarks Kirketjenerforening

Kære medlemmer og kolleger

Igen er der passeret et år i foreningens historie – et år med udfordringer og et år i bakspejlet af en overenskomst, som blev en sejr for sammenholdet, og med et fornuftigt resultat ind i fremtiden. Et år, hvor vi har forsøgt os med udvalg, sammensat af medlemmer - et til analysering af fremtiden set i lyset af muligheden for en evt. kommende OK konflikt, og et som har sat sit præg på årskursus 2019. Det har også været året, hvor vi fik opnormeret TR i enkelte stifter. En ny kompetencefond er på trapperne. Det blev også et år med efterdønninger på OK18 resultatet, og periodeprojekter der ikke er gennemført samtidig med at Organisationsaftalen endnu ikke er underskrevet!

Vi vil traditionen tro mindes de gode kolleger, som vi har mistet siden sidste generalforsamling. Og jeg vil bede jer om, at I vil rejse jer

Vi vil ære:

Januar 19 – Kirketjener Rosa E. Wilman Pedersen, tidligere Kastrup kirke

Januar 19 - Kirketjener Søren Helbieg Lorenzen, ansat ved Enghave kirke

April 19 - Kirketjener Werner Rasmussen, tidligere Rudkøbing kirke

April 19 - Kirketjener Kjeld Svarre, tidligere Tingbjerg kirke, København

Æret være deres minde

Bestyrelsen
Efter sidste generalforsamling blev bestyrelsen konstitueret med to nye medlemmer. Som altid kræver det en indsats, at komme rundt i foreningens regler, love og paragraffer som nyt medlem. Det er en tid, hvor bestyrelsesarbejdet kræver en ekstra indsats for at følge med i tiden. Det kræver også, at det er engagerede og velvillige folk, der træder ind, og har lysten til at gøre en forskel for kolleger, som brænder for sammenholdet og komme med gode ideer til fremtiden. Det er ikke bare en loppetjans, som passes på vej til bestyrelsesmøderne. Det kræver interesse for foreningen og ikke mindst for I andre engagerede og dygtige kirketjenere som er medlemmer. Det er meget tilfredsstillende, at disse personer stadig findes, og det er godt, at meninger kan dannes over forskelligheden, og der skal være plads til forskelligheden, og med respekt for andres holdning og synspunkt. Det er ikke altid muligt, at få sin vilje gennemført om end argumentationen er nok så god! Men det giver ikke plads til at nedgøre eller latterliggøre andre.
Vi har haft 6 bestyrelsesmøder i det forløbne år. 2 af dem har været et-dags møder. Og jeg er ikke i tvivl om, at alle føler sig godt brugt efter en dag på 9 timer med drøftelser og beslutninger. Og oven i det skal der lægges transport til. Vi savner tiden til den sociale snak om aftenen på et-dagsmøderne, hvor vi i fred og ro kan tage et emne eller lignende op som kræver en ekstra vinkel og en mere indgående drøftelse.
Herudover har der været afholdt møder med henholdsvis ”Årskursusudvalg” samt ”Konfliktudvalg”. Tak til jer som frivilligt har taget den opgave på jer og deltaget aktivt i både planlægning og meningsudveksling. Jeg er beæret over, at være formand for en forening med medlemmer, som aktivt går ind i et udvalg uden nødvendigvis, at kende udvalgets sammensætning og resultat. Resultatet af arbejdet i udvalgene bliver synliggjort dels ved afholdelse af årskursus og dels ved generalforsamlingen. Ligeledes skrev jeg i februar bladet en artikel om ”konfliktudvalgets” resultat. Et resultat, som vi håber, bliver gennemført med stort flertal så Danmarks Kirketjenerforening kan stå stærkt – også i fremtiden. Jeg vil klart opfordre til at læse artiklen, for at danne jer et indtryk af udfordringerne, som vi står med.
Jeg synes vi har et godt samarbejde i bestyrelsen, hvor vi giver plads til særskilte meninger, der giver grobund for udvikling og nærmere overvejelse. Og uanset hvor erfarne vi er i bestyrelsesarbejdet kan der stadig opstå spørgsmål, som skal bringes til drøftelse af den ene eller anden grund.
Heldigvis er der igen i år nye kandidater på listen til valget, der tør tage udfordringen op og lade sig vælge til bestyrelsen, for det er ekstremt vigtigt, at der er nogle, som tør give sin mening til kende, og stå ved den og som vil arbejde for bedre vilkår for Kirketjenere nu og i fremtiden.
Tak til dig Lars for engagement og indsigt i årene der er gået. Du har valgt at forlade bestyrelsesarbejdet efter lidt mere end 6 år. Du startede som suppleant i begyndelsen af 2013 og blev valgt på generalforsamlingen samme år. Tak for tiden som er gået, hvor du det meste af tiden har været knyttet på økonomien som medunderskriver, og som manden med overblik på foreningens investering samt den seneste tid som referent og i sekretariatsudvalg. Du har deltaget aktivt på bestyrelsesmøder med indspark i drøftelser og beslutninger. Tak for din tid - nu kan spejder, familie, samfund og øvrige interesser få din fulde opmærksomhed igen og god vind fremover med det.

Overenskomstforhandlinger
Sidst på året af 2018 vågnede vi op til en diskussion, der aldrig burde have været muligt. Lønforhandlinger for nyansatte var pludselig et problem fordi Kirkeministeriet i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsråd havde fået den ”vældige” opfattelse at udmøntningen af OK18 resultatet pr. 1. oktober 2018 kun skulle gælde for dem, som var ansat denne dag! Alle efterfølgende ansættelser – nye såvel som erfarne, der skifter job, skulle ikke have tillagt 1100 kr.(2012 niveau) som et tillæg til intervallønnen, som vi indgik med ministeriet ved OK18. Det var vi naturligvis ikke enig i, da det er en del af overenskomst aftalen. I januar havde vi møde med Kirkeministeriet, hvor der kunne udfærdiges et referat som fortalte, at vi stadig var uenige, og i skrivende stund har vi kontakt til en advokat, som skal føre sagen videre.
Af samme grund har vi ikke underskrevet Organisationsaftalen, da vi naturligvis ikke er interesseret i at smide en del af vores penge i arbejdsgiverens lomme, og ligeså stille udfase beløbet over år, når en kirketjener, der var ansat pr. 1. oktober 2018, opsiger sin stilling. Tjenestemændenes aftale er derimod ikke anfægtet, og de får lov til at beholde deres forhøjelse af henholdsvis pensionssats og rådighedstillæg ved jobskifte! Der er 66 kirketjenere i den kategori.
Et periodeprojekt ”med henblik på at udarbejde en vejledning om forståelsen af begreberne om arbejdstid” som skulle være afsluttet ved udgangen af 2018 har vi ikke hørt mere til – formentlig fordi ministeriet har haft travlt med at tolke på resultatet af OK18, sammen med Moderniseringsstyrelsen, for at synliggøre arbejdsgivers trang til at ændre på indgåede aftaler, så fremtidige aftaler helst skal kigges igennem af jurister, før vi kan have tillid til, at vi har en aftale – det er desværre dagens Danmark anno 2019, og det opfordrer desværre ikke til tillidsfulde forhandlinger i fremtiden.

Uddannelse
bruges der stadig rigtig mange penge og meget tid på. Det er en vigtig del af jobbet, ikke blot for at optimere sig selv, men også i forhold til arbejdssituationen nu og i fremtiden. Der arbejdes på oprettelse af et IT-kursus, der kun i første omgang er målrettet kirketjenere. Samtidig arbejdes der også på et kursus som har fokus på byggerier og renoveringer, som kan give større indsigt i det arbejde der ligger i det. Flere steder oplever vi, at der kommer IT ind i hverdagen og for at kunne følge med udviklingen er det vigtigt, at I også benytter jer af den mulighed, hvormed i kan dygtiggøre jer som kirketjener. De obligatoriske kurser er der også fokus på. Alt for mange går rundt uden at have gennemgået den obligatoriske del. Der findes ingen sanktioner til arbejdsgiver, når de vælger at springe uddannelsen over trods det, at den skal være afsluttet indenfor 2 år efter ansættelse. Kirken er jo ikke bare et sted, hvor der skal støvsuges og vaskes gulv, det er jo i høj grad også et sted, hvor der findes mange kulturskatte, der skal tages vare om i forbindelse med rengøring. Derfor er det også en vigtig del at få viden om. Og arbejdsgiveren er forpligtiget til at sende den ansatte afsted, og samtidig også forpligtiget til at tage vare om kirkebygningen med indhold. Ved en hvilken som helst MUS med arbejdsgiver bør uddannelse nævnes, og samtidig skabe et overblik over de kurser, som du som Kirketjener ønsker, og ligeså bør arbejdsgiver tilbyde muligheden for at komme afsted i det kommende år. Der bør ganske enkelt ikke kunne opstå nogen som helst tvivl om kursernes berettigelse. De er billige, og de er gode med et godt og målrettet indhold, og samtidig giver de et godt input i hverdagen ved, at det kan betragtes som en oplevelse sammen med andre kirkefunktionærer. Og undskyldningen om at vi ingen penge har duer ikke!
Kompetencefonden, som vi kender den, eksisterer ikke mere. Den nye kompetencefond er endnu ikke i funktion, men det kommer til at være først til mølle princip, og det forventes, at den er i funktion til september 2019. Kurser kan søges efter aftale med arbejdsgiver, og en stor part af kendte kurser vil være en formalitet at søge, da de er forhåndsgodkendt i systemet, og vil kunne blive bevilliget med det samme. Andre og mere specielle kurser vil blive vurderet af fagpersoner inden godkendelse kan ske.
Spørgsmålet er, om de som har IT færdigheder og adgang til en PC, kommer hurtigere igennem, end os som befinder os på gulvet, og ikke lige har en PC stående tændt foran os. Vi vil følge op på, om det blot er en bange anelse eller om det viser sig at være den sande virkelighed.

Tillidsrepræsentanter
Vores 10 stifter har alle sammen deres egne Tillidsrepræsentanter. I 2018 fik vi valgt nogle flere Tillidsrepræsentanter, som står til rådighed for alle Kirketjenere i Danmark. Det er flot, at det er medlemmer af foreningen, der er med til at betale for uddannelse af Tillidsrepræsentanter, som kan bruges af kirketjenere, som ikke er medlemmer. Men Tillidsrepræsentanter er en vigtig ressource i systemet, som kan hjælpe den enkelte i hverdagen, og som selv kender til arbejdet. Vi har hvert år et kursus for Tillidsrepræsentanter, hvor det kun er vores egne, som er samlet, og i efteråret tilbydes de et AMU-kursus. Brug dem – de venter kun på en opringning/mail, og selv det mindste spørgsmål er de klar til at besvare. Ved at bruge dem lærer de også noget mere og måske også noget nyt.
For hver 30. ansat kirketjener findes der hovedsageligt 1 Tillidsrepræsentant, som kan være behjælpelig. Arbejdspladsen, hvor han eller hun er ansat, accepterer at de får en Tillidsrepræsentant, som ønsker at gøre en forskel samt være til hjælp for andre kirketjenere i Stiftet. Arbejdsgiver godkender også ved anmeldelsen, at de vil betale for transport, når en Tillidsrepræsentant kaldes ud i stiftet af en kollega.
Tak til de Tillidsrepræsentanter som er fratrådt, tak for engagement og for at være med til at gøre en forskel. Til de nye skal der lyde et hjerteligt velkommen til en interessant vinkel på vores arbejde. En vinkel med mange aspekter, og for de fleste et interessant arbejde, der fungerer godt, men desværre også til arbejdspladser, hvor vi gang efter gang må rette de samme øjne, fordi ledelsen ser stort på daglig pleje af ansatte samt deres arbejdsmiljø, og tænke ”Kan de mon overhovedet lære det!” Bestyrelse og sekretariat står ”næsten” altid til jeres rådighed for at hjælpe og vejlede.

Blad og hjemmeside
Bladet udkommer 10 gange om året og med jævne mellemrum er det oppe at vende, om vi skal have et nyhedsbrev på banen, som hurtig kan formidle vores budskab. Vi kommer dog i overvejende grad frem til, at Kirketjenerbladet er godt, at have placeret i hånden ved læsning, fremfor en nyhedsmail, der dumper ind i mailboks, og hurtig forsvinder blandt mange andre mail af den ene eller anden karakter! Og så længe at bladet ikke er en større udgift for os, er vi ikke umiddelbart parat til at opgive det. Bladet såvel som hjemmesiden kræver en redaktør – det gør nyhedsbrevet også. Og jo mere interesse der er, desto bedre og mere interessant bliver det. Og både blad og hjemmeside er i høj grad med til at tegne foreningen som værende attraktiv. Det er dels vores ansigt ud ad til, men det er også dér medlemmerne blandt andet skal hente sine oplysninger. Vores hjemmeside har rigtig meget anvendeligt materiale liggende og det får den også ros for. Der skal hele tiden arbejdes med indholdet og redigeres, så den kan være opdateret, for at de som besøger den får det rigtige billede af Danmarks Kirketjenerforening.

Økonomi
Økonomi er central i en hvilken som helst sag. Foreningens økonomi er god. 534 medlemmer, 321 kvinder og 213 mænd hjælper med det. Og vi skal hele tiden være i takt med tiden for at holde på medlemmerne. Kassereren vil fortælle mere om regnskabet og de endelige tal.
På generalforsamlingen foreslår bestyrelsen en kontingentstigning på 1600 kr., som skal sikre medlemmerne og foreningens fremtid. Det kan lyde absurd, at det er nødvendigt! Bestyrelsen vil med forslaget gerne sikre alle medlemmer med en løn under konflikter. Vi ønsker også at bibeholde den faglige sagsbehandling som i dag, men med et udvidet omfang af ressource personer såsom socialrådgiver og psykolog. Vi ønsker at få adgang til juridisk bistand, uden ekstra omkostninger for Danmarks Kirketjenerforening. Vi beholder fortsat vores forhandlingsret over for Kirkeministeriet, og vi får et medlemskartotek, der hele tiden følger de krav, der stilles til det! Og endelig, så har vi muligheden for at melde os ud af Serviceforbundet igen, hvis ikke de lever op til vores forventninger, – stadig med egen forhandlingsret. Samtidig har vi valgt at bibeholde en del af sekretariatssamarbejdet med FAKK, for at medlemmer kan få den samme service, som vi praktiserer i dag, når I ønsker hjælp til et problem, ved dagligt at kunne ringe til sekretariatet. Og lige pt er det en anslået værdi, som vi mener, kan holde økonomisk.
Vi har i dag et meget billigt kontingent, og med stigningen kommer vi op i nærheden af et niveau, som følger vores øvrige kolleger i Folkekirken. Beslutningen er ikke et ønske-scenarie, men en nødvendighed i forhold til de udfordringer, som vi kan møde i fremtiden.

Sekretariat og samarbejdet
Danmarks Kirketjenerforening har nu i næsten 7 år haft et godt samarbejde med FAKK om sekretariatet. Jette og Karin, som er de to, der dagligt sidder ved telefonen, når vi har et problem eller et spørgsmål, og Benny og Helle som tager sig af det alvorlige, når en sag skal oprettes eller en lønforhandling skal gennemføres ved ansættelse. Rigtig mange er i de 7 år blevet hjulpet godt igennem, når problemer meldte sig. Udover det kommer de årlige lønforhandlinger, som alle har ret til, og det er der ca. 70-90 kirketjenere som benytter sig af. Og endda med pæne lønstigninger, som følger dem til pensionsalder. Hele 645.000 kr. årligt ved det seneste års lønforhandlinger er tilført kirketjenere, og samtidig er der bevilliget engangsvederlag for knap 118.000 kr. I alt søgte 86 om lønforhandling, heraf var 24 deltidsansatte.
FAKK har på sit seneste hovedbestyrelsesmøde enstemmigt vedtaget, de ønsker at arbejde henimod en indmeldelse i Serviceforbundet, og dermed blandt andet sikre deres medlemmer i forhold til løn under OK-konflikter, sikre deres sagsbehandling mod advokatomkostninger samt opdatering i forhold til medlemskartotek og GDPR. Hvor Sekretariatssamarbejdet for Danmarks Kirketjenerforening havner i fremtiden er i skrivende stund uvist, og det skal der tages stilling til på generalforsamling.

I efteråret er der normalt tid til at jeg besøger jer på Stiftsmøder rundt omkring i landet. Det er altid en fornøjelse at blive godt modtaget, og således var det også i efteråret 2018. Jeg glæder mig over den overvejende tilfredshed, der generelt er med både forening og arbejdsgiver. Dermed ikke sagt, at alt er perfekt! Der er stadig meget at kæmpe for, og jo flere vi er om det desto nemmere. Danmarks Kirketjenerforening er bestemt ikke, set med mine øjne, på nogen måde undværlig. Vi kan ikke bare læne os tilbage og nyde tilværelsen. Derfor er det også vigtigt, at vi til hver en tid beholder vores forhandlingsret over for Kirkeministeriet, da det kun er os som ved, hvordan hvervet som kirketjener skal og kan udføres, og hele tiden har fingeren på pulsen. Om end sagsbehandlerne er nok så dygtige, så vil de stadig have svært ved at gennemskue de daglige udfordringer vi står med som Kirketjener.
Tak til alle som jeg har mødt i løbet af året. Tak til jer som giver respons på alt det som sker i årets løb. Brug os endelig, hvis I oplever noget som falder jer for fødderne, og virker underligt uanset om det er godt eller skidt. Vi må ikke komme længere væk fra jer end en telefon eller mail!
Tak til bestyrelsen for et godt samarbejde – Tak til FAKK for et godt samarbejde om sekretariatet og specielt til Sekretariatsudvalget – Bjarne, John, Jan og Lars. Tak til Jette og Karin som betjener telefonen til daglig, og tak til Helle og Benny for veludført arbejde med diverse sager, og tak til alle 4 for en god indlevelses evne og imødekommenhed. Tak til Tillidsrepræsentanter for jeres engagement og gå på mod, og tak til Årskursus- og Konfliktudvalg for seriøst og fyldestgørende arbejde. En stor glæde er det også at møde alle vores medsøstre og –brødre i de faglige organisationer i Folkekirken. Tak for et godt og inspirerende samarbejde, og jeg fornemmer en rigtig god positiv udvikling på tværs af vores forskellighed. Tak til øvrige samarbejdspartnere – det gælder blandt andet Kompetencesekretariatet, AMU-Fyn, udvalgene generelt, Folkekirkens Arbejdsmiljøråd, OAO og endelig Landsforeningen af Menighedsråd og Kirkeministeriet.

På vegne af Danmarks Kirketjenerforening
Formand
Gert Rhinstrøm Schmidt

Beretningen blev sat til debat:

Der var ingen kommentarer.

Beretningen blev herefter sat til afstemning og blev enstemmigt vedtaget.

Ad 3. Kassereren fremlægger de reviderede regnskaber.

Kassereren fik ordet:

Kassereren gjorde opmærksom på det udleverede regnskab for 2018, som var lagt i de udleverede tasker sammen med bl.a. Årskursusbladet. Kassereren fremhævede de øgede kontingentindtægter, der skyldes et stigende medlemstal i forhold til budget, ligesom denne post indeholder en bod på 9.000 kr. vedr. en tjenestemandssag (2019-regskabet).

Kursusindtægter og udgifter er ikke helt i balance og kan føres tilbage til et mindre underskud på det afholdte årskursus i perioden.

Der er ligeledes faldende indtægter på annoncer i medlemsbladet, men dette skal holdes op imod de mindre udgifter, der har været til produktion af bladet i forhold til budget.

Udgifter til frikøb af bestyrelsesmedlemmer – den største post her er formanden – er mindre end budgetteret i regnskabsåret. Til gengæld er udgiften til møder steget – også til udvalg og OK18.

Under note 6 fremhæves posten ”Urafstemning” på 25.599 kr.

Herefter viser regnskabet før finansielle poster et overskud på 24.701 kr. Hertil kommer kursregulering af værdipapirer, hvorefter årets samlede resultat er et underskud på 5.938 kr. Ved årets begyndelse var værdipapirbeholdningen 496.208 kr. værd og 11. juni er den 535.763 kr. værd.

Et tilfredsstillende resultat og regnskabet indstilles således til godkendelse

Der var ingen kommentarer.

Regnskabet blev sat til afstemning:

Regnskabet blev vedtaget med overvældende majoritet – en enkelt undlod at stemme.

Ad 4. Fremlæggelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent, samt begravelseshjælp for det kommende år.

Kassereren fik ordet igen og gennemgik budgettets poster. Budgettet var offentliggjort i Årskursusbladet og således uddelt til alle, ligesom det ligger på foreningens hjemmeside.

Kassereren konstaterede, at fastsættelse af budget vil afhænge af behandlingen af indkomne forslag. En del poster afhænger af en forhandling med Serviceforbundet. Medlemskontingentet foreslås af bestyrelsen til at blive 4800 kr. for fuldtidsansatte og 3000 kr. for deltidsansatte under 20 timer.

Budgettet tager udgangspunkt i et medlemstal på 539, hvoraf de 47 er deltidsansatte. De øvrige poster bygger på en vurdering af udviklingen i forhold til regnskabet for 2018. Årskursus og kurser budgetteres til at være udgiftsneutrale.

Der var mulighed for at stille spørgsmål til budgettet.

Spørgsmål fra Mette Tolling, Solvang kirke, ang. edb-omkostninger. Jan Kvistgaard svarede, at det er til bestyrelsens kontorhold.

Carsten Færch, Herning kirke, spurgte til den højere indtægt fra kontingenter – hvor usikker er den million ekstra? Desuden spurgte han til det fysiske blad. Gert Schmidt forklarede lidt om usikkerheden ved budgettet. Angående bladet har bestyrelsen ikke planer om at nedlægge det. Ved håndsoprækning sås en del tilhængere af det fysiske blad.

Frede Sørensen, Ellebæk kirke, Holstebro, fortalte om sin rolle i konfliktudvalget nedsat på sidste generalforsamling. Vi holder ved et færgeleje, men er vi klar til at køre om bord på færgen? FS ønsker medlemskab af Serviceforbundet.

Bestyrelsen foreslog at begravelseshjælpen fastholdes uændret på 3.000 kr. Ingen modforslag.

Dirigenten konstaterede at budgettet ikke skal godkendes men blot fremlægges.

Kontingentforhøjelsen på 1600 kr. vedtaget ved håndsoprækning – ingen stemte imod, men 7 undlod at stemme.

Ad 5. Indkomne forslag.

Forslag fra bestyrelsen: ”Bestyrelsen gives mandat til at indgå forhandlinger med Serviceforbundet med henblik på optagelse”

Formanden bad generalforsamlingen om et klart mandat til at indgå forhandlinger med Serviceforbundet. Vi har haft kontakt til andre foreninger og undersøgt eventuelle forsikringer – uden held. Serviceforbundet er en forening for små fagforeninger.

Pernille Wilby: Hvornår træder kontingentforhøjelsen i kraft? Formanden svarede, at det vil gælde fra 1/7 2019 med en opkrævning på 2400 kr. for det kommende halvår, med opkrævning i august.

Da mere end ti personer i salen ønskede skriftlig afstemning, skulle den fortrykte stemmeseddel tages i brug.

187 stemte for, 3 imod og 2 stemte blank

Ad 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

Følgende medlemmer af bestyrelsen var på valg:

Lars Medom Madsen – modtog ikke genvalg

Pia Dyhrberg Hansen – villig til genvalg

Benny Chordt Hansen – villig til genvalg

Øvrige opstillede kandidater:

Arne Tarp

Dorthe Anneberg

Da Jannie Lindgaard Pedersen var syg blev hendes navn streget på alle stemmesedler, så der var således kun fire kandidater. Der skulle stemmes på tre personer.

Kandidaterne fik mulighed for at præsentere sig.

Pia Dyhrberg Hansen, Jakobskirken, Roskilde (184)

Benny Chordt Hansen, Præstebro kirke, Herlev (164)

Arne Højbjerg Tarp, Sankt Markus kirke, Aalborg (99)

Dorthe Anneberg Struer kirke (126)

Stemmetal i parentes()

Ad 7. Valg af suppleanter.

Forslag fra salen og dernæst fik kandidaterne mulighed for at præsentere sig.

Skriftligt valg af suppleanter:

Jonas Nordstrøm, Opstandelseskirken, Albertslund 150)

Niels Overgaard Andersen, Hendriksholm kirke, Rødovre (15)

Bo Steen Bram, Herlufsholm kirke, Næstved (15)

2 blanke og 1 ugyldig

Stemmetal i parentes()

Omafstemning mellem de to sidste:

Niels Overgaard Andersen (105)

Bo Steen Bram (80)

Stemmetal i parentes()

Under optællingen blev der samlet ind til pensionisterne. Indkommet kontant 1304,50 kr. + Mobilepay 2260 kr. = 3564,50 kr. i alt.

Ad 8. Eventuelt.

Formanden takkede for det klare mandat til forhandlinger med Serviceforbundet.

Pia Dyhrberg Hansen: Tak for tilliden.

Benny Chordt Hansen: Tak for valget.

Dorthe Anneberg: Tak for tilliden ved valget til bestyrelsen.

Lars Medom Madsen takkede for tiden i bestyrelsen.

Poul Porup: Takkede bestyrelsen for arbejdet og ønskede at samle kirketjenerne i Aarhus stift umiddelbart efter generalforsamlingen

Jonas Nordstrøm takkede for valget.

GS: Takkede Lars Medom Madsen for arbejdet i bestyrelsen og overrakte ham en stor kurv.

Inge Marie Shannon ønskede at slå et slag for miljøet og ”Grønne kirker”.

Georg Røn takkede bestyrelsen.

Dirigenten lukkede generalforsamlingen.

Gert R. Schmidt takkede dirigenten, Anja Jørgensen

Generalforsamlingen blev lukket med ”Danmarks Nu blunder den lyse nat

Referent: Lars Medom Madsen

* Generalforsamlingen er optaget digitalt og opbevares hos formanden.

Onsdag den 12. juni

Morgenandagt ved Benny Chordt Hansen. Der blev sunget ”Gud, du som lyset og dagen oplod”.


Foredrag v. Troels W. Kjær: ”Hvem har en hjernestarter liggende?”

                      Vi træner vores hjerne ved at bruge den. Use it or loose it.

Førstehjælp og Workshops – alle med tilmelding. 

Førstehjælp v. Herle Nielsen
Arbejdstilsynet (Afbud) De tilmeldte blev flyttet til Workshop med Folkekirkens Arbejdsmiljøråd
Folkekirkens Arbejdsmiljøråd v. Signe Steenfeldt Møller-Sørensen - Det psykiske arbejdsmiljø
AMU-Fyn (Kun kl. 13) v. Annette Kappelgaard - Sidste nyt om sikkerhed og bekendtgørelser om stoffer og matarialer
PowerPoint v. AMU-Fyn v. Inger Merete Pedersen - Har du styr på Office?
Danmarks Kirketjenerforening – sekretariatet v. Benny Rosenqvist - Bliv kogere på bl.a. den nye ferielov
LEVA PLUS v. Jan Jensen - Særligt sensitiv med job i folkekirken
Blomsterdekoration (Kun kl. 15.30)
Stresshåndtering v. Poul Porup - Hvad kan man selv gøre?

Kl. 18.30 Festlig festaften begyndte med, at direktør for Hotel Nyborg Strand, Poul Jacobsen, overrakte foreningen ved Gert Schmidt en messingplade i anledning af, at foreningen har holdt sit årskursus på stedet i 50 år. Herefter festmiddag og underholdning, som bar præg af Årskursusudvalgets ønske om at fejre ”Guldbryllup”. Undervejs i aftenen underholdt ”Tørfisk”.

Der var i stil med tidligere år inviteret samarbejdspartnere og gæster af foreningen med til denne aften.

Herefter musik og dans i Stjernebaren.

Torsdag den 13. juni

Morgenandagt ved Lars Medom Madsen. Der blev sunget ”Jeg vil din pris udsjunge og Lysets engel går med glans

Foredrag v. Karen Marie Lillelund: ”God service – gør hverdagen sjovere”
KML vil gerne sprede glæde, og til det er humoren vigtig. Pålidelighed, nærvær og empati. Hun talte desuden for ”økologisk overskudsdeling” 

Herefter blev årskurset lukket og fanen blev båret ud. Forsamlingen sang til afslutning ”Der er et yndigt land”.

Frokost og hjemrejse.

Referent Lars Medom Madsen