Obligatoriske uddannelse
Som kirketjener skal du inden for de 2 første års ansættelse gennemføre grunduddannelsen.
På uddannelsen, som varer 5 uger i alt, kommer du bredt omkring, så du er klædt på til alle aspekter af dit job som kirketjener.
Du får fri til uddannelsen, og du får løn, for det er en del af dit arbejde. Det er arbejdsgiverne, der betaler for uddannelsen, og arbejdsgiverne er med til at forme uddannelsen. Uddannelsen foregår på AMU-Fyn i Svendborg.
De fleste kirketjenere arbejder på små arbejdspladser, og derfor er uddannelsen også en god mulighed for at dele erfaringer og opbygge et netværk, som du kan trække på efterfølgende.
Sådan er uddannelsen bygget op
Uddannelsen er opdelt i ugekurser. Du har først 2 kurser af en uges varighed. Imellem disse 2 kurser er der en uges pause.
De 2 første moduler handler blandt andet om klargøring til gudstjeneste og kirkelige handlinger, arbejdsmarkedsforhold, tilrettelæggelse af arbejde og tilsynet med bygningerne. Brandbekæmpelse og førstehjælp ligger også i de 2 første kursusuger.
De næste 2 uger handler blandt andet om rengøring og vedligeholdelse og teknisk del af arbejdet. Der er afsat en hel uge til specialrengøring, fordi mange kirker er gamle og indeholder kunstskatte.
Den sidste uge i uddannelsen er helliget samarbejde, kommunikation og faglig etik.
Her kan du se kurserne, og hvordan du tilmelder dig
AMU-Fyn har en oversigt over kurserne. Den finder du her.