Vær ikke bange for at udtrykke din medfølelse

Vi står ved forældres, bedsteforældres og ægtefælles kiste. Det er trist og sorgfuldt, men tanken om at stå ved en kiste med ens barn er ubærlig for de fleste.

Forældre skal ikke begrave deres barn, heller ikke selv om barnet er blevet voksent. Men det sker, og som kirketjener oplever du det nok flere gange end de fleste andre.

Danmarks Kirketjenerforening får nogle gange henvendelser fra medlemmer med spørgsmål om, hvordan man bedst forholder sig i disse situationer. Derfor har vi talt med Kirsten Frederiksen, som sidder i bestyrelsen for Landsforeningen Mistet Barn. Det er en landsdækkende frivillig forening, der hjælper og skaber netværk mellem forældre, der har mistet et barn, uanset barnets alder og dødsårsag.

Du kan godt være medfølende

Kirsten Frederiksens råd er, at du ikke skal være bange for at udtrykke din medfølelse.

Du behøver ikke sige så meget. Det kunne måske være: Jeg har ingen ord for den smerte, I føler nu.

- På den måde signalerer du, at du har set de sørgende, og at du er berørt. Det er ofte nok med en lille tilkendegivelse, og det er langt bedre end at blive mødt af tavshed, forklarer Kirsten Frederiksen, der selv ligesom de øvrige i bestyrelsen har mistet et barn.

- Måske tænker du, at du bør sige nogle trøstende ord, men dels er du som person ikke tæt nok på familien og er der ikke som sørgende, dels kan trøstende ord som ”det skal nok gå over, I kommer over det ” for mange opleves distancerende, hvor velmente de end er. En sorg til et nærtstående menneske går nemlig ikke over.

Måske kan du henvise til foreningen ”Mistet Barn”, hvis du føler, det kan være en god oplysning at give til familien.

Folk reagerer forskelligt

Som kirketjener vil du møde mange forskellige reaktioner ved begravelser af børn og unge. Nogle virker i chok og fuldstændig forstenede, andre er utrøstelige, og andre igen ser nærmest upåvirkede ud.

- Det er alt sammen helt naturlig adfærd, og vi ved ikke selv, hvordan vi reagerer i sådan en krise, som det er at miste et barn og begrave det. Vær opmærksom på, at selv om en person måske virker upåvirket og fattet, så kan det være en måde at lukke det svære ude og komme igennem begravelsen eller bisættelsen på, siger Kirsten Frederiksen.

Du kan også selv blive påvirket

Mange af os kan ikke lide at tænke på det ufravigelige, at vi alle en dag skal dø. Og tanken om, at vores børn kan dø før os, er ikke til at holde ud.

- Derfor kan du som graver komme i berøring med din egen angst for at miste. For når du ser, at det kan ske for andre, så kan det jo også ske for dig. Det skal du kunne håndtere som graver på en professionel måde, men det er naturligt, at andres sorg også kan påvirke os selv.  

Hvordan adskiller det at miste et barn sig fra at miste en forælder?

- Man skal lade være med at generalisere og graduere sorg, så noget er værre end andet. Men som forælder opleves det at miste et barn næsten altid som det mest smertefulde, der kan ske, siger Kirsten Fredriksen og fortsætter:

- At få børn er noget af det største og mest betydningsfulde i vores liv. Lykken flytter ind, men også omsorgen og angsten for, at der sker ens barn noget. Som forælder vil man beskytte sit barn hele livet, og det føles meningsløst og ubærligt at lægge det barn i graven, man elsker og skulle drage omsorg for – også selvom barnet er blevet voksent.

Sorgens anatomi

Indtil for cirka 20 år siden var den gængse forståelse af sorg en proces, som kunne deles ind i 4 faser: Chok, reaktion, bearbejdning og ny orienteringsfase. Altså noget, man over tid skulle ud over og tage endelig afsked med mentalt.

Siden er der kommet en anden teori: 2 spors modellen. Her er tanken, at man pendulerer mellem sorgens og livets spor. Sorgen fortsætter med forskellig intensitet hele livet, og der bliver ved med at være et behov for at have afdøde med sig videre i livet.

- På den måde kan man sige, at man aldrig kommer over tabet, men at man bærer det med sig. Dermed handler bearbejdningen af sorgen ikke om at komme videre og over det, men om at leve livet med tabet, forklarer Kirsten Frederiksen.