I den seneste tid har der været meget polemik omkring regeringens planer om at afskaffe store bededag. I Danmarks Kirketjenerforening mener man, at det er et klassisk eksempel på, at ledere går hen over hovederne på deres ansatte.
– På enhver leders pc-skærm burde der hænge en gul seddel med teksten: ”Spørg din ansatte for at få det bedste”. Det er rigtig dårlig skik, at man bruger den valgte argumentation om, at store bededag skal bruges til at betale for krig og våben. Det burde være en dag, der bruges til at bede for fred og kærlighed, eller i det mindste et andet argument end krig og våben – måske bare sundhedsvæsenet i stedet for, mener formand Gert Rhinstrøm Schmidt.
Samtidig mener han, at det er rigtig dårlig skik, at regering og folketing blander sig i overenskomstforhandlinger generelt, da det er fagforeninger og arbejdsgivere, der forhandler.
Mister ingen fridag
Ansatte i Folkekirken er ikke omfattet af kompensation for helligdagsarbejde, så de mister ingen fridag ved afskaffelsen af store bededag. Faktisk har Danmarks Kirketjenerforening i mange år arbejdet på at få kompensation for arbejde på søgnehelligdage.
– Når der meldes ud om kompensation for bortskaffelsen af bededag, må det naturligvis betyde, at Folkekirkens ansatte også skal have den kompensation, mener Gert Rhinstrøm Schmidt.
I forhold til, hvem der skal tage drøftelserne med kirkeministeren, mener Gert Rhinstrøm Schmidt ikke, at det skal være Danmarks Kirketjenerforening:
– Det tænker jeg ikke, at vi som ansatte skal blandes ind i. Det må biskopper, provster og Præsteforeningen tage sig af og arbejde for, at store bededag stadig er en helligdag, som bliver holdt og brugt til det, den er tiltænkt.