På AMU-Fyns afdeling i Svendborg udbydes den obligatoriske uddannelse for kirketjenere, men der tilbydes også mange andre spændende kurser. Så overvej, om det ikke snart er tid til efteruddannelse.
Er du bekymret for, at der ikke er råd, så husk, at I kan søge Den Statslige Kompetencefond om løntabsgodtgørelse under uddannelsen.
Kirketjenere tager ikke meget efteruddannelse
Annette Kappelgaard, der er faglærer og koordinator på kirkeuddannelsen hos AMU-Fyn har været hos AMU i over 37 år, og hun fortæller, at kirketjenerne desværre ikke er så gode til at tage på efteruddannelse.
”Når kirketjenerne har overstået den obligatoriske 5-ugers uddannelse, så ser vi desværre ikke mere til ret mange af dem. Og det er ikke fordi, de ikke har været glade for at være på uddannelsen. Tværtimod kommer folk ofte hen til mig og siger ’Æv, nu er det sidste dag i Svendborg’,” fortæller Annette.
Der findes ellers mange spændende emner at fordybe sig i. Der er forskellige kommunikationskurser om, hvordan man møder kirkens brugere. Hvordan kan man håndtere andres sorg og krise og samtidig sikrer et godt psykisk arbejdsmiljø i kirken. Du kan også lære, hvordan du optræder etisk og professionelt, og hvordan du håndterer konflikter. Der er også forskellige bæredygtighedskurser, for eksempel om affaldshåndtering og vedligeholdelse af udenomsarealer uden brugen af kemi.
Annette fortæller, at der er meget at vinde ved at tage efteruddannelse.
”Du får ny viden, og du bliver bedre til dit arbejde, og ikke mindst så får du et netværk. Den kollegiale relation med andre kirketjenere er vigtig. Kirketjenere går ofte meget alene, og det kan faktisk godt være lidt ensomt ind imellem. Derfor er det rart med nogen, der kender til ens arbejdsfelt,” mener Annette.
Hun kalder tiden, når undervisningen er slut om eftermiddagen for 3. halvleg. Det er her, hvor deltagerne hygger sig med en kop kaffe og får talt om løst og fast; ’hvordan gør I hos jer?’ osv.
Annette har en opfordring til alle kirketjenere:
”Det er jeres penge, så brug dem på at udvikle jer selv og få nye kompetencer på CV’et og ikke mindst til at få et netværk af ligesindede.”
Er du blevet nysgerrig, så se den aktuelle uddannelsesoversigt her https://kirketjener.dk/Uddannelsestilbud_kirketjener_obligatorisk_efter%C3%A5r_20232025.pdf