Marina Christensen er på benene det meste af dagen i sit job som kirketjener i Bellahøj Kirke ved København. Hun går og står meget, mens hun rengør kirken, flytter rundt på borde og stole og gør klar til næste gudstjeneste og andre kirkelige arrangementer. Og efter noget tid oplevede hun, at hendes ryg begyndte at gøre ondt. Til sidst ringede hun til sin læge, som sagde, at hun skulle tale med en ergoterapeut.
”Derfor tog jeg fat i Sampension, hvor vi kirketjenere jo har en sundhedsordning. Det var rigtig nemt, jeg ringede bare på nummeret og talte med en flink og hjælpsom medarbejder. Hun slog mig op i deres database og spurgte, om jeg ville have en ergoterapeut tæt på min bopæl eller tæt på min arbejdsplads. Og så kunne jeg ellers bare vælge en udbyder. Jeg valgte den, der var tættest på min bopæl,” fortæller Marina.
Herefter kontaktede Sampension den praksis, hun havde valgt, og gav besked om, at Marina ville kontakte dem inden så længe.
”Da jeg kontaktede sundhedscenteret, havde de allerede oprettet en sag på mig, og jeg kunne straks booke tid. Jeg fik tildelt 5 gange i første omgang, og jeg kunne sagtens få flere, hvis det skulle blive nødvendigt,” siger Marina.
Til sine timer fik Marina både massage og lavede øvelser for ryggen sammen med ergoterapeuten. Der var også et træningscenter på stedet, og hvis terapeuten vurderede, at det ville være godt, så kunne hun også bruge 1 time der.
Efter de 5 gange havde Marina ikke ondt i ryggen længere, og hun er glad for, at hun valgte at gøre brug af sundhedsordningen.
”Det er nemt, hurtigt og billigt, kan man sige. Det er jo en service, vi har via vores pension, så vi skal huske at benytte os af den,” slutter Marina, der stadig bruger de rygøvelser, hun har fået af ergoterapeuten.
Om Sampensions sundhedsordning
Sampensions sundhedsordning er et tilbud til medlemmerne og er en af fordelene ved at stå i Danmarks Kirketjenerforening.
Sundhedsordningen giver hjælp til:
- Lindring af fysiske smerter
- Håndtering af stress, mistrivsel, misbrug m.m.
- Henvisning til speciallæge m.m. i det offentlige sundhedsvæsen.
- Råd og vejledning om dine muligheder og rettigheder i sundhedsvæsenet – fx behandlingsgaranti eller valg af behandlingssted.