Det skortede ikke på spændende arrangementer til Årskursus 2023 i Nyborg. Formand for Serviceforbundet John Nielsen indledte dagen med en åbningstale, som vakte begejstring blandt deltagerne. Han talte blandt andet om bæredygtighed og pointerede, at det er vigtigt for fagbevægelsen at have klare holdninger, politikker og handlinger for den grønne omstilling. Ellers risikerer vi at blive fravalgt af de yngre generationer. Han mente, at vi selv skal gå vejen og kræve at være med til at sætte den nødvendige retning, uagtet at det kan gøre ondt.
Uddannelsesmesse var en succes
Som noget nyt var der arrangeret en uddannelsesmesse, hvor deltagerne kunne få inspiration til både obligatoriske uddannelser og efteruddannelse fra AMU-Fyn, Serviceforbundet, Levaplus, Min A-Kasse og Kompetencesekretariatet. Der var blandt andet mulighed for at spørge direkte til de forskellige uddannelser og få undersøgt muligheden for økonomisk støtte. Messen blev en stor succes og blev bakket godt op af deltagerne.
Workshops med arbejdsrelaterede emner
De 4 workshops var alle med arbejdsrelaterede emner. Grøn Kirke gav tips og inspiration til at styrke den grønne omstilling i Folkekirken. Sampension kom med den seneste orientering for pensionsområdet i forhold til verdenssituationen. Der var fremstilling af blomsterdekorationer sammen med blomsterdekoratør Dorthe Vembye til bordene til festaftenen. Dekorationerne blev fremstillet så miljøskånsomt som muligt i tråd med ønsket om at lave et mere bæredygtigt Årskursus. Og sidst, men ikke mindst var der en workshop om sangteknik og sangglæde med Lise Bech Bendix som underviser. Hun leverede også underholdningen på festaftenen.
Stiftskredsmøder, generalforsamling og foredrag
Dagen bød også på en præsentation af den nye hjemmeside, der går i luften i den nærmeste fremtid. Og så var der naturligvis stiftskredsmøder, hvor der var mulighed for at snakke og udveksle erfaringer med geografisk nære kolleger, eller diskutere aftenens generalforsamling. Deltagerne kunne også komme med i erfagrupper. Der blev ligeledes valgt nye tillidsrepræsentanter.
Tirsdag aften var der generalforsamling, og det betød genvalg til Pia Dyhrberg Hansen, Kim Nielsen og Dorthe Anneberg. Derudover kom der 3 nye suppleanter: Annette Tøttrup, Christel Birkemose og Troels Klamer.
Onsdag morgen var der foredrag med biskop Peter Birch med fokus på arbejdsmiljøet i Folkekirken. Hvordan man kan bestemme retningen og sikre, at Folkekirken stadig holder sig aktuel og mangfoldig. Torsdag morgen var etnolog og forfatter Julia Lahme på banen med et foredrag om fremtid og trends med fokus på bæredygtighed.
Kollegaskab og god stemning
Pernille Nordahn Sonne, der har været med til at arrangere Årskurset, fortæller her om Årskurset:
”Vi havde helt bevidst sammensat et program for Årskurset i år, hvor der var plads til mere snak med kolleger. Og det var en god idé. Der blev virkelig talt på kryds og tværs og lavet aftaler om at besøge hinandens kirker. Der var også god tid til at besøge udstillerne i foyeren. Festaftenen var i samme fantastiske stemning,” slutter Pernille.
Se flere billeder fra Årskurset her https://kirketjener.dk/fotos-fra-arskursus-2023
Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 21.-23. maj 2024, hvor Årskursus 2024 løber af stablen.