18. apr. 2024

Kirkeministeren lytter til de faglige organisationer

Kirkeministeren inviterede de faglige organisationer til møde, og der var mange budskaber fra organisationerne, blandt andet en opfordring til at se på medarbejderne som det tredje ben i trekanten: Menighedsråd, præster og medarbejdere.

Arbejdsmiljø
Billede til nyheden Kirkeministeren lytter til de faglige organisationer
Kirkeminister Morten Dahlin havde inviteret til møde. Foto: Kirkeministeriet

Gert Rhinstrøm Schmidt gik sammen med de øvrige fagforeninger positivt ind til mødet med kirkeminister Morten Dahlin.

”Jeg synes, det er rigtig godt, at ministeren ønsker en dialog med os. Vi startede med at præsentere os, og efter ministeren havde indledt, fik vi mulighed for at drøfte nogle af de vigtige emner, vi havde med,” siger Gert Rhinstrøm Schmidt.

Fagforeningerne havde 3 hovedpunkter til ministeren:

  • Tilsyn og nødvendige kompetencer til menighedsrådene som arbejdsgiver
  • Helhedssyn på en arbejdsplads med mange fagligheder
  • Kirkefunktionærernes betydning for hele folkekirken - inddragelse

Tilsyn og nødvendige kompetencer til menighedsrådene som arbejdsgiver

”I forhold til tilsyn og kompetencer, så kender ministeren jo også til problemerne med arbejdsmiljøet, hvoraf noget af det handler om menighedsrådene som arbejdsgiver. Vi forslog ministeren, at der skal være obligatoriske krav om uddannelse og kvalifikationer til menighedsrådsmedlemmer og særlige krav i forhold til ledelsesansvar.”

”Det er slået fast, at biskoppen har tilsynspligt også med menighedsrådenes arbejdsgiveransvar, men vi mangler at se handling. Vi mangler konsekvens og sanktionsmuligheder over for de menighedsråd, der agerer uansvarligt.”

”Vi hører provster og menighedsråd mene, at personalekonsulenter er løsningen på menighedsrådenes udfordringer som arbejdsgivere, men vi oplever problemer og hører samstemmende historier fra hele landet om konsulenter, ansat på provstiniveau, der agerer konfrontatorisk, træder uden for deres beføjelser og er stopklods for udvikling i de enkelte sogne. Vi efterlyser tilsyn og nogen, der påtager sig ansvaret for konsulenternes ageren. Menighedsrådene gør det ikke.”

”Indholdet og opdraget skal omtænkes fundamentalt, for som det er i dag, er mange personalekonsulenter årsag til dårligt psykisk arbejdsmiljø. En HR-funktion på provstiplan skal handle om visioner for arbejdspladsen, medarbejdernes trivsel og udvikling, dialog, og kendskab til de ansatte og deres fagligheder, siger formanden for Danmarks Kirketjenerforening, siger Gert Rhinstrøm Schmidt.

Helhedssyn på en arbejdsplads med mange fagligheder

Der er problemer i folkekirken med respekten for de ansatte, som udfører opgaver, der er helt afgørende for, at folkekirken kan fungere.

”Det er meget glædeligt, at der som resultat af de centrale OK24-forhandlinger nu er en samarbejdsaftale for folkekirkens ansatte. Det er banebrydende, at menighedsrådene nu er pligtige til at inddrage og høre medarbejderne, før beslutninger træffes. Udfordringen bliver at få de nye medarbejdermøder implementeret og få skabt de nødvendige kulturforandringer. Vi håber, ministeren vil være opmærksom og stille forventninger til den nye samarbejdsaftale.”

”Der er brug for et helhedssyn på præsters og kirkefunktionærers fælles arbejdsplads. Det teologiske ansvar ligger hos præsten, men præsten bør i højere grad være forpligtet på at indgå i et kollegialt arbejdsfællesskab, hvor andre faglige kompetencer respekteres. Sagt med andre ord: Præsten skal ikke kunne unddrage sig ved at trække det teologiske kort, siger Gert Rhinstrøm Schmidt.

Kirkefunktionærernes betydning for hele folkekirken – inddragelse

Forpligtende samarbejde på alle niveauer i folkekirken bør være en målsætning, og kirkefunktionærerne kan med fordel inddrages i højere grad i folkekirkens forskellige lag.

”Derfor har vi har brug for kirkeministeriet og ministeren som samlende faktor. Vi besidder faglige kompetencer og erfaringer fra folkekirkens arbejdsplads. Det er nødvendig viden, når der skal træffes beslutninger. Vi ved noget om dagliglivet i folkekirken, som gejstlige, menighedsråd og ministerium ikke ved. Derfor opfordrede vi til at se efter, om der er diversitet, når der nedsættes udvalg og kommissioner, og om alle relevante fagområder er repræsenteret,” siger Gert Rhinstrøm Schmidt.

”Vi sluttede mødet af med følgende opfordring: Se på folkekirken som et samspil – ikke kun mellem menighedsråd og præster – men betragt medarbejderne som det tredje ben i trekanten.”

Disse organisationer var med til mødet med kirkeministeren

Gert Rhinstrøm Schmidt, formand Danmarks Kirketjenerforening

David Danholt, formand Dansk Kirkemusiker Forening

Henrik Højen, formand Danmarks Kordegneforening

Ingrid Bartholin Gramstrup, formand Organistforeningen

Bjarne Rødkjær, formand forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte, FAKK

Karin Schmidt Andersen, formand Dansk Organist og Kantor Samfund, DOKS

Louise Røssell Wredstrøm 3F, forhandlingssekretær Den Offentlige Gruppe

Christian Hovgaard, formand Foreningen af Danske Kirkegårdsledere

Randi Bjerg Anholm fra kirkekultur.nu deltog ikke på grund af sygdom

Relaterede nyheder