27. jan. 2025

Få pointerne fra nytårskuren for tillidsrepræsentanter

Tillidsrepræsentanter fra hele landet og bestyrelsen for Danmarks Kirketjenerforening mødtes en frostklar januardag til en nytårskur, hvor spændende faglige oplæg, sparring og dialog var i højsædet.

Faglig
Billede til nyheden Få pointerne fra nytårskuren for tillidsrepræsentanter
Tilbagemeldingerne fra nytårskuren er positive. Foto: Privat

Dagen startede med en velkomst af Annette Tøttrup fra bestyrelsen, hvor hun lagde vægt på vigtigheden af tillidsrepræsentanternes (TR) arbejde, især i forhold til uddannelse, dokumentation og kontakten til medlemmerne.

Herefter startede dagen med et oplæg fra Signe Steenfeldt Møller-Sørensen fra FAR (Folkekirkens Arbejdsmiljøråd), hvor hun gennemgik hovedpunkterne i arbejdsmiljøundersøgelsen i folkekirken fra 2024, og hvordan disse resultater spillede ind i forhold til den hverdag, TR’erne sidder i.

Her blev vigtigheden af ERFA-møder, tidlig kontakt mellem medlem og TR (“inden det hele brænder på”) og vigtigheden af, at medlemmerne ved, hvor de kan gå hen med udfordringer, fremhævet.

Signe dykkede ned i nogle data fra undersøgelsen. Se de vigtigste pointer her:

Arbejdsforhold og trivsel blandt ansatte i folkekirken

Ansatte i folkekirken rapporterer generelt en høj jobtilfredshed, som ligger over landsgennemsnittet, og mange finder stor mening i arbejdet. 2 ud af 3 vil gerne anbefale andre at arbejde i branchen.

Sammenlignet med andre brancher oplever flere, at de får information i god tid, kan løse opgaver tilfredsstillende og undgår unødvendigt arbejde. Dog angiver 50 % af kirkefunktionærerne, at de ikke får information rettidigt.

Indflydelse og ledelse

Indflydelsen på arbejdspladsen er lav, særligt blandt kirkefunktionærer, der arbejder i kirkens lokaler. Her vurderer ca. 46 %, at de kun i lav grad, delvist eller slet ikke har indflydelse på deres arbejde.

Ledelsen i folkekirken beskrives som præget af mangel på synlighed og fælles retning, hvilket skaber udfordringer. Mange oplever, at præsterne udfylder en uofficiel lederrolle – særligt blandt kirkefunktionærer i kirkens lokaler (36,6 %) og på kirkegården (20,9 %).

Blandt præsterne selv angiver 67,5 %, at de har en uofficiel lederrolle. På mindre arbejdspladser med under 5 medarbejdere håndteres konflikter ofte bedre end på større arbejdspladser med over 16 medarbejdere.

Krænkelser og seksuel chikane

Seksuel chikane forekommer blandt ansatte i folkekirken, hvor 1,5 % har været udsat for dette, ofte fra medlemmer af menighedsrådet eller borgere. Mere end halvdelen oplever, at arbejdspladsen ikke håndterer seksuel chikane hensigtsmæssigt.

Desuden har 3,5 % oplevet uønskede berøringer i forbindelse med arbejdet. Præster og yngre medarbejdere er særligt udsatte for både uønskede berøringer og upassende hentydninger af seksuel karakter.

Trivsel og udfordringer

Når ansatte i folkekirken ikke trives, er der især 4 faktorer, der går igen:

  • Lav ledelseskvalitet

  • Uklare eller modstridende krav

  • Magt og stærke hierarkier

  • Negative handlinger og krænkelser

Signe kom også afslutningsvis med nogle klare anbefalinger: bed om supervision, kæmp for et godt fagligt og socialt liv på arbejdspladsen, og forhold jer aktivt til jeres arbejdsmiljø hver dag.

Læs mere om den fælles handlingsplan

TJM Forsikring svarede på spørgsmål

Efterfølgende var der besøg fra TJM Forsikring, som holdt et kort oplæg og svarede på spørgsmål om deres forsikringer. De blev takket for, at de og Interesseforeningen var grunden til, at nytårskuren kunne lade sig gøre rent økonomisk.

Landsforeningen af Menighedsråd opfordrede til at emulgere

Efter kaffepausen indtog Martin Harregaard Pedersen fra Landsforeningen af Menighedsråd scenen og holdt et godt modtaget oplæg under overskriften “Lad os alle emulgere”. Dette handlede om vigtigheden af dialog frem for debat både imellem foreningerne, medlemmerne og kollegerne ude på arbejdspladserne. Hvordan dialog bygger på respekt for hinanden og at møde konflikten åbent, i stedet for at angribe eller “stikke hovedet i jorden”, og at søge hjælp og uddannelse.

Hans opfordring til kirketjenerne var at klæde deres nye menighedsråd på ved at “emulgere”: blande sig med dem, være åben omkring udfordringer og tvivl, og være en medspiller i stedet for en modpart.

Dette affødte gode snakke mellem alle deltagere, hvor der med udgangspunkt i virkeligheden blev vendt overvejelser og handlemuligheder.   

Opsamlingen på dagen, inden alle kørte videre til fælles middag, var klar: FAR, Landsforeningen for Menighedsråd, bestyrelsen og TR’erne har ét fælles ønske, nemlig at få kontakt med kirketjenerne; at hjælpe med tvivl, problemer, hvordan man opnår den gode dialog på arbejdspladsen, og gerne inden, det hele brænder på.

Vil du være tillidsrepræsentant?

Kunne du tænke dig at blive TR, så kontakt Annette Tøttrup for at høre mere på annette@kirketjener.dk

Relaterede nyheder