For deltidsansatte kirketjenere er rammetid et centralt begreb, der definerer, hvornår menighedsrådet kan planlægge arbejdstiden. Det giver forudsigelighed og mulighed for at kombinere arbejdet med andre beskæftigelser eller fritidsaktiviteter.
Hvad er rammetid?
Rammetiden er de ugedage og tidsrum indenfor hvilke, menighedsrådet kan placere planlagte arbejdsopgaver, fast arbejdstid samt rådighedstid. For at undgå, at rammetiden bliver for snæver eller for bred, kan den også aftales ud fra bestemte tidspunkter, dage eller begivenheder.
Menighedsrådet kan altså kun planlægge arbejdstid for eksempel faste opgaver og rådighedstid inden for denne ramme. Ændringer kræver en ny aftale mellem dig og menighedsrådet.
Deltidsansættelse er omfattet af rådighedstillæg og udregnes pr. antal timer i forhold til en fuldtidsstilling.
Kontakt os, inden du skriver under på ansættelsesbeviset
For at undgå uenigheder skal rammetiden altid nedskrives i ansættelsesbeviset og opbevares af begge parter. Det giver en klar reference, hvis der opstår tvivl senere.
Inden du skriver under på ansættelsesbeviset, er det altid en god idé at kontakte os, så vi kan sikre, at aftalen er acceptabel. Hvis du for eksempel skal arbejde 20 timer om ugen, kan det måske give mere mening at placere arbejdstiden over 3 dage i stedet for 5.
Hvis menighedsrådet overskrider den aftalte rammetid, bør du tage en dialog for at afklare situationen. Mange problemer skyldes misforståelser og kan løses gennem samtale. Hvis der sker gentagne overskridelser af rammetiden, så kontakt os for hjælp.