28. apr. 2025

Du kan få op til 25.000 kroner til kurser og efteruddannelse

Hvis du vil være dygtigere til dit job og få papir på nye kompetencer, så kan du søge Den Statslige Kompetencefond om støtte til uddannelser og kurser.

Uddannelse
Billede til nyheden Du kan få op til 25.000 kroner til kurser og efteruddannelse
Har du brug for at løfte dine kompetencer? Så få del i puljen nu. Foto: Shutterstock

Den Statslige Kompetencefond er aftalt i overenskomstforliget mellem de statslige overenskomstparter og er delt op i flere puljer. Som medlem af Danmarks Kirketjenerforening hører du under OAO Øvrige-puljen. Det betyder, at du kan søge støtte til en lang række kurser og uddannelser, som kan styrke dine kompetencer og din faglige udvikling.

Det kan du søge støtte til

Puljen har en såkaldt positivliste – det vil sige en liste over uddannelsesaktiviteter, der på forhånd er godkendt til støtte. Du kan blandt andet søge til:

  • Forberedende voksenundervisning (FVU)

  • Ordblindeundervisning (OBU)

  • Realkompetenceafklaring/IKV

  • Almen voksenuddannelse (AVU)

  • Højere forberedelseseksamen (HF)

  • Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU)

  • Akademiuddannelse (modul)

  • Diplomuddannelse (modul)

  • Masteruddannelse (modul)

  • Voksenunderviseruddannelse

  • Moduler, som udbydes som enkeltfag på tompladsordning på professionsbachelor-, bachelor- og kandidatuddannelser.

  • Der kan opnås tilskud til enkeltfag på en deltidsuddannelse på professionsbachelor-, bachelor- og kandidatuddannelser svarende til i alt maksimalt 90 ECTS-point i overenskomstperioden.

  • Der ydes støtte til individuelle, supplerende aktiviteter og kurser, som har fokus på digitalisering og IT.

Der gives maksimalt 25.000 kroner om året pr. ansøger, og du kan kun søge støtte til ét modul pr. ansøgning. OAO Øvrige-fondspuljerne vil være åbne så længe, der er midler i puljerne.

Sådan søger du

  1. Start med at tale med din leder – din arbejdsplads skal være med på idéen, for de skal medfinansiere via arbejdstid og/eller penge. Ansøgeren må ikke selv økonomisk medfinansiere.

  2. Udfyld ansøgningen online – du skal bruge fondens digitale ansøgningssystem.

  3. Få din leders godkendelse – ansøgningen bliver ikke behandlet, før den er godkendt af din leder. Din leder og dig skal bruge jeres officielle arbejdsmailadresser.

Du kan ikke få støtte til kurser, der allerede er startet eller afsluttet. Du må tidligst søge 9 måneder før kursusstart.

Læs også om de to særlige indsatser Kompetencer for livet – få styr på IT, ord og tal og Bliv faglært

OAO Øvrige-puljen støtter ikke

  • elever, herunder praktikanter.

  • seminarer, konferencer, temadage og lignende.

  • leverandørkurser.

  • aktiviteter, der alene udbydes for arbejdspladsens egne medarbejdere, og som dermed ikke er tilgængelige for andre deltagere. Dette gælder uanset, om aktiviteterne afvikles af en offentlig eller privat udbyder.

Relaterede nyheder