22. jun. 2026

Arbejdsmiljø og ledelse skabte livlig debat på Årskurset

Dårligt arbejdsmiljø, manglende ledelse og samarbejdet mellem ansatte og menighedsråd var blandt de emner, der fyldte mest, da Danmarks Kirketjenerforening samlede et stærkt panel til debat på Årskurset i Nyborg.

Forbundet
Billede til nyheden Arbejdsmiljø og ledelse skabte livlig debat på Årskurset
Paneldebatten havde repræsentation fra både arbejdsgiversiden i kraft af Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd og selvfølgelig fra medarbejdersiden med Danmarks Kirketjenerforening. Foto: Folmer Iversen

Hvordan skaber vi gode arbejdspladser i Folkekirken?

Det spørgsmål blev omdrejningspunktet, da Danmarks Kirketjenerforening den 27. maj inviterede til paneldebat på Årskurset på Hotel Nyborg Strand.

Med udgangspunkt i en række reelle dilemmaer fra hverdagen som kirketjener kom debatten hurtigt til at handle om langt mere end de konkrete eksempler. Arbejdsmiljø, ledelse, samarbejde og ansvar blev de gennemgående temaer gennem hele debatten.

Ordstyrer var næstforperson i Serviceforbundet Dorthe Kallehauge, og i panelet sad formand for Præsteforeningen Pernille Vigsø Bagge, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd Inge Kjær Andersen, tillidsrepræsentant og bestyrelsesmedlem i Danmarks Kirketjenerforening Marie Barfod samt tidligere formand for Danmarks Kirketjenerforening Gert Rhinstrøm Schmidt.

Ingen skal stå alene med problemerne

Flere af dilemmaerne handlede om kirketjenere, der oplever konflikter, dårligt arbejdsmiljø eller mangelfuld ledelse.

Her var panelet enige om, at medarbejdere ikke skal stå alene med problemerne.

Marie Barfod understregede, at det er vigtigt både at passe på sig selv og samtidig forsøge at forbedre arbejdspladsen.

”Vi redder kirketjenere ud hele tiden fra dårlige steder. Men jeg synes også, vi skal gøre alt, hvad vi kan holde til, for at reparere de steder,” sagde hun blandt andet.

Samtidig pegede flere paneldeltagere på betydningen af at inddrage tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og fagforeningen, før problemerne vokser sig for store.

DKT-Årskursus-Paneldebat-2-Folmer Iversen.JPG

Arbejdsmiljø er ikke til forhandling

Debatten kom også omkring arbejdsmiljø, blandt andet gennem et dilemma om skimmelsvamp, kemikalier og manglende instruktion i sikkerhed på arbejdspladsen.

Her var budskabet klart: Ingen skal blive syge af at gå på arbejde.

Pernille Vigsø Bagge fremhævede betydningen af de regler og rettigheder, som beskytter medarbejdere.

”Vi er simpelthen afhængige af, at vi har et regelsæt, der bakker op om, at man ikke må blive syg af at gå på arbejde i det her land. Det kommer ikke af sig selv. Det er noget, der er blevet kæmpet for gennem mange år,” sagde hun.

Flere deltagere fra salen delte egne erfaringer med at sige fra over for opgaver eller forhold, der ikke levede op til arbejdsmiljøreglerne.

Samarbejde er afgørende

Et andet gennemgående tema var samarbejdet mellem ansatte, ledelse og menighedsråd.

Tidligere formand for kirketjenerforeningen Gert Rhinstrøm Schmidt pegede på, at Folkekirkens arbejdspladser fungerer bedst, når alle ser sig som en del af samme hold.

”Vi er jo et team om at udføre det her arbejde. Derfor skal vi også have respekt for hinandens opgaver og samarbejde om at løse dem,” sagde han.

Pernille Vigsø Bagge pegede ligeledes på, at ansatte og ledelse er nødt til at se sig selv som en del af et fællesskab omkring den fælles opgave.

”Hvis vi ikke har kollegialitet omkring opgaven, så kan vi jo ingenting […] Her er vi altså et team af kirketjenere, kordegne, kirkemusikere, organister, og hvad der ellers måtte være rundt om en gudstjeneste, rundt om en bisættelse, rundt om det kirkeliv, der er. Her er vi et team,” sagde hun.

Fokus på de gode arbejdspladser

Selvom debatten tog udgangspunkt i problemer og udfordringer, var der også enighed om, at Folkekirken rummer mange gode arbejdspladser.

Inge Kjær Andersen pegede på, at debatten om arbejdsmiljø også bør rumme de mange gode eksempler fra Folkekirken.

”Vi skal blive bedre til at tale det positive op og stå ved det gode, der er,” sagde hun og understregede, at der fortsat er mange velfungerende arbejdspladser i Folkekirken.

Netop den balance blev et gennemgående tema i debatten. Problemerne skal tages alvorligt, men samtidig er det vigtigt at lære af de arbejdspladser, hvor samarbejdet fungerer, og arbejdsglæden trives.

Paneldebatten viste, at der ikke findes enkle løsninger på Folkekirkens arbejdsmiljøudfordringer. Men den viste også en bred vilje til at tale åbent om problemerne og finde løsninger i fællesskab.

Du kan læse mere om paneldebatten i Kirketjeneren.

Læs hvad der ellers skete på Årskurset her

Relaterede nyheder