Medarbejderrepræsentant

Medarbejderrepræsentanten skal være med til at sikre, at medarbejderne på arbejdspladsen har adgang til at drøfte væsentlige beslutninger for arbejdspladsen. Medarbejderne kan desuden via medarbejderrepræsentanterne bidrage med nyttig viden i forhold til menighedsrådets beslutninger.

Medarbejderrepræsentanten vælges på det årlige medarbejdermøde af medarbejderne ved kirken. Hvis der er fælles menighedsråd, vælges en medarbejderrepræsentant fra hver menighedskreds, som indgår i det fælles menighedsråd.

En medarbejder, der er ansat ved 2 menighedsråd, for eksempel i de tilfælde, hvor flere menighedsråd sammen driver en fælles kirkegård, har valgret til medarbejdermødet ved begge menighedsråd og er ligeledes valgbar som medarbejderrepræsentant ved begge menighedsråd.

Alle kan vælges

Alle, der er i et ansættelsesforhold ved kirken, kan vælges som medarbejderrepræsentant. Det betyder med andre ord, at man kan vælges, hvis man er er ansat i en fuldtidsstilling, i en tidsbegrænset stilling, en deltidsstilling, eller hvis man er sæsonansat.

Medarbejderrepræsentanten vælges for et år ad gangen.

Da valget finder sted på medarbejdermødet, bør det sikres, at det kun er medarbejderne, der deltager i den del af mødet, hvor valget foretages.

Det er kontaktpersonen, der skal oplyse de øvrige medarbejdere om, hvem der er valgt til medarbejderrepræsentant.

Repræsentanten kan deltage i menighedsrådsmøder

Medarbejderrepræsentanten har ret, men ikke pligt, til at deltage i rådets møder. Retten til at deltage i møderne indebærer også en ret til at deltage i behandlingen af lukkede punkter og møder om ansættelse af præst.

Medarbejderrepræsentanten har ret til at få mødeindkaldelse og dagsorden samt adgang til materiale til brug for behandling af punkter på dagsordenen. Dette gælder også for de punkter, der behandles for lukkede døre. Medarbejderrepræsentanten har ikke stemmeret ved menighedsrådsmøderne, men har taleret og ret til at stille forslag.

Medarbejderrepræsentanten har på samme måde som menighedsrådsmedlemmer ret til at se indholdet af beslutningsprotokollen og sendes der referat fra mødet, skal dette også sendes til medarbejderrepræsentanten.

Vejledning om medarbejderrepræsentantens rolle og rettigheder